Indledning
Proteiner α-globin indgår i hæmoglobin hos orangutanger, Pongo Pygmaeus, findes to alleler af α-globin-genet:W_1 og W_2. de to alleler koder for hver sin variant af α-globin-proteinet.
Begge varianter indeholder 141 aminosyrer. Den ene variant indeholder aminosyren glycin på den plads, hvor den anden variant indeholder asparginsyre.
Strukturformlen for glycin og asparginsyre, ses nedenfor. De to af α-globin-varianter kan adskilles ved en protein-elektroferese, hvor proteinet bevarer sin oprindelige struktur og ladning
Indholdsfortegnelse
1. forklar hvorfor de to varianter af proteinet α-globin kan adskilles ved protein-elektroferese.
2. angiv genotyper for I-1 og II-1 begrund dit svar
3. forklar hvorfor den forventede sandsynlighed for, at en orangutang på Borneo har genotypen W_2 W_2 er 0,096 under forudsætning af Hardy Weinberg ligevægt.
4. angiv på baggrund af figur 4 om H_0 kan forkastes med et signifikationsniveau på 5%
5. vurder, om antallet af observerede orangutanger med genotypen W_2 W_2 kan underbygge hypotesen om at de to α-globinvarianter kan have betydning for orangutangernes modstandsdygtighed overfor malaria
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Med gelelektroforese kan man separere forskelligt DNA eller protein i en gel. Det gør det bl.a. muligt forholdsvis præcist at måle enten antallet af basepar i en DNA-prøve eller længden af forskellige proteiner.
Modsat DNA har proteiner en meget indviklede tredimensionelle strukturer, og det har betydning for hvor hurtigt proteinet bevæger sig igennem gelens mikroskopiske huller.
For at kunne bestemme længden proteinet, skal man først lave en denaturering af proteinet med det man kalder SDS (natriumdodecylsulfat). I denaturingen udfolder SDS-molekylerne proteinet og binder sig langs det.
SDS er et negativt ladet molekyle, derfor, får hver proteinkæde en negativ ladning. Den nye, negative ladning overdøver i styrke klart en evt.
positiv ladning, som proteinet havde inden. Dermed resulterer SDS-behandlingen i et udfoldet protein, hvis længde kan måles.
Når man foretager en protein-elektroforese gør man brug af det man kalder en polyakrylamid-gel (PAGE). Denne gel er forskellig fra den man bruger til gelelektroforese af DNA, men princippet er det samme.
Der skabes altså en frastødende negativ pol ved DNA-prøven og en tiltrækkende, positiv pol i den anden ende, som driver proteinprøven gennem gelen.
Hastigheden proteinprøven bevæger sig med afhænger af proteinets længde. Derfor opnår man en længdeafhængig adskillelse
som man kan se, når proteinerne farves. Størrelsen af proteiner opgøres i kDa (kilodalton), som svarer til massen i kilogram af et mol af proteinet.
Skriv et svar