Indledning
I dag lever vi i et multikulturelt land, hvor der er blevet gjort plads til mange nationaliteter. Selvom grænserne mellem identiteter og tilhørsforhold bliver mere flydende, som verdenssamfundene udvikler sig, så formår nytilkommere stadigvæk at starte diskussioner, der spreder vandene i befolkningen.
I artiklerne ”En dansk højskole er det sidste sted en rettroende muslim ville sende sine børn hen” af Theis Lange Olsen og Sally Frydenlund Larsen (DR.dk 2019), samt ”Oprør over ramadan-sang i Højskolesangbogen: Totalt til grin!”
af Trine Munk-Petersen (Berlingske 2019), kommenterer henholdsvis den liberale politikker Henrik Dahl, DFs kulturordfører Alex Ahrendtsen og formand for sangbogsudvalget Jørgen Carlsen på problemstillingen om, hvorvidt Isam B’s muslimske referencer skal være en del af den nye udgave af den danske højskolesangbog.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Theis Lange Olsen og Sally Frydenlund Larsen påstår i deres artikel, at kulturradikalisme ses som smagsdommeri af de borgerlige stemmer, hvilket ikke bare gør sangens implementering til en personlig mening men til en politisk dagsorden.
De to artikler lægger sig i forlængelse af hinanden, og Alex Ahrendtsens hovedpåstand er den samme som Henrik Dahls. Han ser helst, at Isam B’s sang passerer forbi udvalgets øjne og ører.
Det politiske aspekt kommer Alex Ahrendtsen også ind på, da han udtaler: ”Jeg går ud fra, at Isam B gerne vil starte en politisk debat og måske også håber at opnå, at nogen bliver provokeret”.
Ved denne udtalelse gør han brug af ad hominem-argumentet, eftersom han forsøger at gå efter sin modstander og ikke selve sagen, hvilket han bruger som belæg for sin hovedpåstand.
Hertil tilføjer Alex Ahrendtsen, at sangbogsudvalget ikke burde optage sangen for at være politisk korrekte, hvilket er en lettere provokerende formulering.
Skriv et svar