• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1741

Indledning
“Ond i sulet” skrevet af Naja Marie Aidt og er udgivet i en novellesamling ved navn “vandmærket” i 1993.

Jeg vil i denne opgave fokusere på forholdet mellem de to søskende, og hvad hovedpersonen lidelse har gjort imod hende selv og hendes familie.

Jeg vil beskrive fortælleteknikken og forklare ud fra det, hvorfor det er godt i lige præcis den her novelle.

Jeg vil fortolke. og komme med et centralt tema for novellen. Jeg vil perspektivere fremstillingerne af barndom mellem tekst 2b “Da jeg var lille” af Jens Baggesen til Yahya Hassans digt “BARNDOM” .

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Ond i sulet handler om en søstres fortælling om, hvordan hun har oplevet hende og hendes søsters barndom.

Når man starter med at læse novellen, kunne man sagtens tro, at, det var en samtale mellem søsteren, men når man læsere videre så bliver man klar over det kun, er den ene søster, der snakker.

Storesøsteren, som er hende, vi følger gennem novellen, dermed er det hendes synsvinkel, vi får.

Synsvinklen er indre, da vi er inde i hendes tanker; “Hun er vågen, tænkte jeg lykkeligt”(S. 3 L. 111).

Novellen er skrevet i første person, og fortælleren er en jeg fortæller; “Men jeg lå ilter og urolig i overkøjen og gav dig ikke et øjebliks fred”(S. 1 L.4-5). Dette giver en subjektivt og personligt indblik i de episoder i barndommen, som vi hører om.

Hele novellen er bygget op på, at det er storesøsterens version af de flashbacks, som bliver beskrevet. Storesøsteren prøver, at trænge igennem til Helene igennem “du”, som bliver brugt i novellen, for at forklare Helene, hvorfor hun handlede/reagerede, som hun gjorde dengang.

Hun prøver at få sympati fra Helene, det gør, hun ved, at hun beskriver sine meget svære og personlige følelser for fra hendes synsvinkel.

Storesøsteren er hovedpersonen, og det er hende, der ser tilbage på hendes opvækst, som var præget af angst for at være alene, og hvordan denne angst har påvirket forholdet mellem hende og hendes lillesøster, Helene.

Der bliver stillet en masse direkte spørgsmål og dermed også noget direkte tale, som gjorde man sagtens ud fra det første, man læser, kunne tro, at man læser en dialog, men senere viser det sig, så at være en monolog.

”Først sov vi i køjeseng, kan du huske det?”(S. 1 L.1) og ”Var det din hævn, Helene, eller bliver det sådan med tiden”(S. 4 L. 117), men da der ikker er nogle svar, så ved vi, det er en monolog.

Novellen er bygget op med en “rammefortælling”, fordi vi springer fra nutid til datid i gennem historien. Når storesøsteren henvender sig til Helene, så bruger hun direkte tale, og dermed ved vi, at vi er i nutiden, og det er så den første ramme.

Den anden ramme er, når vi vender tilbage til deres barndom, ved at storesøsteren fortæller nogle små historier. Handlingen er bygget kronologisk op, da vi starter med at høre om, da de var små og legede med dukker; “ mørket og alle vores dukker, der sad og blev onde i sulet.” (S. 1 L. 13-14).

Novellen fortsætter, og hovedpersonen er begyndt at blive teenager; “Det var, da vi var større, jeg havde vel allerede gajoler over min let opspilede barnemave på det tidspunkt”(S. 2 L. 38- 39) og “Jeg begyndte at male mig om øjnene og gå til fester og tage brusebad fem gange om dagen”. (S. 3 L. 76-77).

Hovedpersonen kan hurtigt blive set for at være en ond og uretfærdig storesøster, da hun hverken lader sin lillesøster sove, og tit får hende til at græde; “kildede dig under tæerne, midt på foden, hvor det er værst, lige, indtil du begyndte at græde.”