Indledning
I 1894 præsenterede Henrik Pontoppidan verden for sin roman "Nattevagt". På det tidspunkt var samfundet præget af en udmattelse af Det Moderne Gennembrud og Naturalismen, som efter 20 års dominans inden for litteraturen begyndte at mangle nye ideer.
Kunstnere var trætte af Brandes' stive skabeloner og de strenge krav til kunsten. Samtidig følte man en længsel efter sjælelivet, som syntes at være forsvundet i Det Moderne Gennembrud.
En ny poetisk kliché opstod - Symbolismen. Det blev igen moderne at gå lange måneskinsture langs øde alléer og betragte stjernerne. Med udgangspunkt i min redegørelse og analyse af romanen "Nattevagt" vil jeg konkludere min problemformulering.
De citater, der er anvendt i teksten, stammer fra originaludgaven, som er genoptrykt i Borgens udgave af Smaa Romaner1. Fodnoterne henviser til sidetal og linjenumre i samlingen.
Indholdsfortegnelse
1 - Indledning
2 – Nattevagt
- 2.1 – I Romantikkens Hjerte
- 2.2 - Møde Mellem Modsætninger
- 2.3 - Den Forvirrede Thomas Drehling
- 2.4 - Konfrontation I
- 2.5 - Den Sande Drehling
- 2.6 - Konfrontation Ii
- 2.7 - Hallagers Bitre Barndom
- 2.8 - Ursulas Død
- 2.9 – Nattevagten
- 2.10 – Pontoppidans Afvæbning
3 – Konklusion
4 - Litteraturliste
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Der opstår en intens konflikt mellem de nyudråbte rivaler, Jørgen Hallager og Thorkild Drehling, mens Ursula befinder sig i midten.
I en langvarig diskussion forklarer Drehling, at han har opdaget, at man i livet kan møde sorger, der er langt mere pinefulde end død og sult: kærlighedssorg, bekymringer som forælder, følelsen af ensomhed, frygt for døden og så videre.
Disse er karakteristiske temaer inden for nyromantikken.
Hallager er naturligvis uenig og mener, at man hurtigt kan komme sig over disse sorger, hvis de overhovedet skulle opstå. Drehling påpeger, at livets sande værdier stammer fra det, der enten slår et menneske ned eller løfter det op.
Derfor er livets søde eller smertefulde poesi alene en værdig genstand for kunsten. Han er imod, at kunsten er underlagt de rammer, som Brandes fastlagde i 1871.
Hallager når til et punkt, hvor han ikke kan tale mere af ren ophidselse over, at han ikke kan følge Drehlings idé om, at måneskin i en have kan være et udtryk for kunst.
Drehling bemærker, at det nok ikke tjener noget formål at fortsætte denne samtale, da den kun fører til vrede. Så han forlader Ursula og Hallager alene. Gamle venner adskilles som fjender.
2.7 - Hallagers bitre barndom
Vi får fortalt historien om Hallagers barndom11. Om præsten, et ondskabsfuldt individ, der udnytter bøndernes koner. Distriktslægen, der lader sognekassen betale for medicin, som de fattige aldrig får.
Og birkedommeren, der for et par fede ænder eller en klat smør lader sig bestikke eller på den anden side afviser enhver form for forsvar i retssagerne.
Skriv et svar