Analyse og fortolkning af bogen ”Isbjørnen” | Nattevagt

Indledning
Isbjørnen er skrevet af Henrik Pontoppidan i 1884, hvor den udkom som et udkast og blev den første udgave af hans roman.

For i 1887 udgiver han sin anden udgave af isbjørnen i bogform, dette eksemplar af Isbjørnen er fra hans ungdomsforfatterskab .

Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver

Uddrag
Isbjørnen er en 1forfaldsroman som er en forlængelse af udviklingsromanen. Den synliggøre menneskets personlige udvikling, som er bestemt af de ydre påvirkninger.

I dette tilfælde kan man se at hovedpersonen Thorkilds opvækst, har båret præg for hans udvikling (En ydre påvirkning).

For eksempel fra hans fødsel ”Slægt og venner havde ikke højlydt nok kunnet forsikre, at han var og blev, hvad de med et formildende ord kaldte ”Abnorm””.

I hans ungdomsår ”Når det nemlig behagede en af disse at hælde en snaps brændevin ud over hans hoved eller på anden måde at være vittig på hans bekostning”.

”Og hans stakkels bekymringsfulde moder kunne under hans opvækst ikke ofte nok tage hans store hoved mellem sine hænder for at fortælle ham, hvor ringe håb han turde gøre sig for livet”.

Han tænker at han er født som et så ynkværdigt og ubrugeligt menneske Dette er ydre påvirkninger som har båret præg af hans udvikling.

Genren udviklingsroman fik sit reelle gennembrud i 1870’erne. Genren var inspireret af det Darwinistiske menneskesyn som ser mennesket som produkt af arv, miljø og drift.

En udviklingsroman slutter ikke klart lykkeligt, som en dannelsesroman ville gøre. Her ville den føre hovedpersonens sociale, økonomiske eller karrieremæssige nedtur, som vil få ham ned, og som regel til døden.

I en forfaldsroman har hovedpersonen et kompliceret forhold til sig selv, deres nærmeste eller samfundet, dette betyder at romanen sjældent ender harmonisk.

Isbjørnen er en roman, med få novelle træk, men argumentet for at dette ikke er en novelle, er at en novelle og en forfaldsroms har hver sin ”livsfilosofi”, da man i en novelle ser på én konkret/central konflikt, som heraf former mennesket og identiteten bliver her grundlagt.

Men i en roman skal man for at kunne forstå mennesket, kende til næsten alle detaljer i personens liv, for at personens identitet kan dannes.

Men hvis man ser det ud fra denne tanke, så kan Isbjørnen kun være en roman. Da vi følger Thorkilds livslange forløb, vi høre om relativt mange personer og derudover følger man Thorkild på forskellige lokationer gennem romanen.