Naadsensbrød | Analyse | Henrik Pontoppidan

Indholdsfortegnelse
Præsentation
Scenisk fremstillingsform
Mange Adjektiver (tillægsord) – detaljeret beskrivelse
Tredjepersonsfortæller alvidende fortæller –
- Fortællerens holdning:
Komposition
Ironi
Billedsprog
Tema
Perspektivering:
- Ligheder
- Forskelle

Uddrag
Præsentation
”Naadensbrød” er en novelle, skrevet af Henrik Pontoppidan og udgivet i 1887. Novellen er typisk for det moderne gennembrud, fordi den kritisk skildrer en realistisk virkelighed.

Nådsensbrød fortæller om hvordan det var i Danmark omkring 1870-1890’erne. ”Naadsensbrød” er en betegnelse for den fattighjælp, man gav de socialt udsatte i 1800-tallet.

TEMA: ligestilling mellem rig og fattig (passer til moderne gennembrud), bi-tema facade (forskellen på ind og ydre) og fattigdom.

NÅDE – får man fordi nogen er barmhjertig, ikke fordi nogen har fortjent det. Som om samfundet er dem nådig, uden de har fortjent dette. Beboerne bør være taknemmelige.

Novellen handler om et fattighus som er smukt udenpå. Inde bag facaden er der sult og sorg. Menneskerne har det forfærdeligt, og blev tvunget til at arbejde uanset alder eller kræfter

Stine Bødkers, som havde mistet sin mand, og havde kæmpet for at forsøge sine børn, men efter den sidste høst hvor hun havde skadet sin hånd, kunne hun ikke forsørge sig selv mere Hun skal bo i fattighuset

Stine Bødkers
Stine Bødkers var en kvinde som har mistet sin mand (strofe 18)

Beskrives som at have været en skikkelig og stræbsom kone – ikke en man i byen har set ned på (strofe 18)
Hun arbejdede hårdt efter sin mands død

Begynder at drikke, da hun mister håbet pga. hun ikke kan arbejde. (18)
” og da man vilde bruge Magt, satte hun sig til Modværge med en sådan Lidenskab, at hendes Skrig kaldte Folk til overalt fra Byen.” (strofe 15)

---

”Der er altid noget uhyggeligt ved Synet af sådan Forsamling gamle, livstrætte Mennesker, hvem Tilværelsen intet længere har at byde - især, hvor Livets lange Kummer allerede har sat så dybe Mærker af Tilintetgørelse som på disse.”

” Nu maa det ogsaa af alle erkendes, at man i den nuværende Inspektør har fundet en Mand, der i en sjælden Grad er som skabt til den Stilling, han er sat til at beklæde. ” (Strofe 11)

Her kommer fortællerens holdning til kende, dog skjult bag ”man”.
((((Fortælleren virker som en person, som har kigget på hele situationen. Fluen på væggen))))

Man får et lille indblik i fogedens følelse her:
Sognefogden fulgte hende med tunge, skræmmende Træskotrin. "Du vil vel ikke lægge Haand paa Fogden, Stine!"

sagde han, idet han smilte i en behagelig Følelse af sin Magt. Vi får indblik i fogedens følelser, hvilket giver læseren afsky for ham.

Dette giver teksten en dybde. Fortælleren giver sin holdning og dermed formålet med fortællingen til kende.

Vi føler med fortælleren og knytter os til Stine, fordi fortælleren taler med sympati for Stine/de fattige.

Den ydre synsvinkel gør, at handlingen er gengivet objektivt – selvom fortælleren har egne holdninger.

Direkte tale benyttes meget lidt. Størstedelen er en fortælling om noget der hhv. sker/er sket.

Det benyttes direkte tale 4 gange:

Fogeden til Stine:
” "Du vil vel ikke lægge Haand paa Fogden, Stine!" sagde han” (Strofe 25)

Smeden som blander sig, da fogeden vil fjerne Stine:
” "Aa - lad hende være, du!"” (strofe 29)

Smeden bakkes op af de resterende fremmødte:
"Lad hende være lidt!" (Strofe 31)

Byens børn fortæller provsten hvad der er foregået:
” "Det var bare Stine Bødkers, der kom paa Kassen!"”(strofe 39)