Indledning
Romantikken var en tidsperiode, som forløb i 1800-1870. Romantikken indeholdt en del strømninger, som gjorde, at mange digte ikke altid havde samme tema.
De to digte som skal analyses her er ”morgenvandring” af Adam Oehlenschläger fra 1805, og ”indvielsen” af A.W. Schack von Staffeldt fra 1804. Begge digte hylder naturen og dens ånd. Temaerne er dog forskellige.
I ”morgenvandring” er temaet den skønne natur, hvor i ”indvielsen” er det længsel. De to digte er skrevet indenfor et års mellemrum, dog har de mange forskelligheder.
Som nævnt tidligere, så kan digte fra perioden var langt fra ens. Det kan skyldes forfatterens overbevisninger. Er det så muligt, at digtene kan minde om hinanden?
Indholdsfortegnelse
Indledning
Analyse af morgenvandring
Analyse af indvielsen
Komparativ analyse af de to digte
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Rimmene er ”sad og faderglad”, ”staar og Maar” og ”Aand og Haand”. Rimmene forekommer derfor i kryds af hinanden. Morgenvandring er et lyrisk digt, der spiller på sanserne.
Det er rimene der giver digtet rytme. Det er et traditionelt digt, da der bliver brugt det samme antal vers i alle strofer og digtet indeholder en rytme og rim.
Der er også tale om centrallyrik i digtet, da man igennem digtet hører om det lyriske-jegs fantasier. Det ses f.eks. i strofe to, hvor det lyriske -jeg forstiller sig den smukke oldtid mellem de tre høje, hvor den daværende konge afholdte ”konge thing”.
Der er personificering i digtet. Det er der allerede i den første strofe, vers fem. ”De hulde Smaablomster saa venligt stod”.
” Venlige” er en menneskelig egenskab. Igennem hele digtet er der personificeringer som i strofe et, vers to ”det vinket mig”.
Her får bøgeskoven evnen til at vinke. Det gør det mere levende. En bemærkeselvsværdi personificering kommer dog i strofe syv.
I den strofe får de små blomster evnen til at tale, og bliver dermed til naturens stemme. Adam Oehlenschläger havde ideen om, at naturen indeholdt alt det guddommelige.
Derfor symboliserer de små blomster det guddommelige. I samme strofe beskriver blomsterne deres ejermand, og hans had til dem.
Et tydeligt eksempel er i strofe syv, vers syv-otte ”Han kalder os Helvedes Klint, iblandt Det velsignede Korn”. Bonden kalder det guddommelige for helvedes klint.
Boden fortæller altså, at det er høsten som er en velsignelse og ikke blomsterne. Det kritiserer den romantiske tankegang, og derfor bliver bonden fremstillet som styrken, da han går imod gud.
Digtets ordvalg er gammelt f.eks. med ”see” i stedet for ”se”. Digtets ordstilling er også anderledes i forhold til, den vi har i dag. Derfor ved vi, at digtet er skrevet i en høj skrivestil.
Skriv et svar