Indledning
I vores baghave for enden af marken står to store vindmøller, som suser i vinden. Når jeg står og kigger på dem, tænker jeg tit at det er genialt, den måde mennesker kan udnytte vindens kraft til at generere strøm til vores huse.

Det samme gælder med solens stråler og havets bølger. Vi mennesker er gode til at udnytte naturens ressourcer, på den måde der f.eks. gøres brug af vedvarende energi.

Men er det måske, den måde vi mennesker tænker om naturen i dag, som en kilde for os til at udnytte og bruge. Og ikke at naturen er noget i sig selv? Og er vi egentlig ved at kontrollere og udnytte naturen for meget?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I al den tid mennesket har været til på jorden, har vi gjort brug af naturen og dens midler. Billedet, ” Livet i en sjællandsk Bondegaard ved Middagstid” (Larsen, 1852) ser vi, hvordan dyr og mennesker lever klods op og ned ad hinanden.

Billedet er malet under romantikken, og i romantikken var det at være bonde fremstillet som en naturlig og idyllisk livsform.

På billedet ser vi i mellemgrunden et flot grønt stort bøgetræ, som under romantikken blev Danmarks nationaltræ.

Den grønne farve i bøgetræet symboliserer en vækst og frugtbarhed, man kan sige, at mennesket forhold til naturen har vækstet, på den måde vi i dag udnytter langt flere af naturens kræfter. Selve landbruget har vækstet ekstremt siden 1800-tallet til i dag.

Forholdet til naturen var måske nok lidt anderledes i gamle dage, da de fleste mennesker var bønder og selvforsynende.

Derfor havde de fleste selv jorden under neglene og en føling med naturen og dens betydning for at overleve.

I dag er der kun få bønder tilbage, hvorimod landbruget er blevet meget mere effektiviseret. I dag er der endda mennesker, der ikke ved, hvor mælken i supermarkedet stammer fra, samt hvordan den er kommet til.

I dagens Danmark er det, meget få personer der tænker på deres egen overlevelse, det er en selvfølge, at der kommer mad på bordet. På den måde er forholdet til naturen mindre i dag, end den var førhen.