Indledning
I 1980'erne opstod en trang til at forny det allerede kendte. Intet kunne længere overraske eller chokere, da alt tidligere var blevet afprøvet, og dermed opstod begrebet postmodernisme.
Inden for postmoderne kunst blev alt tilladt. Ved at forny gamle, velkendte kunstværker fra antikken og tilføje noget nyt, blev traditionerne udfordret, såsom småborgerlighed og seksuel undertrykkelse.
Genbrug af det kendte blev omdannet til kunstværker med fokus på oplevelse, da mennesker på den tid ønskede at blive underholdt og føle, at de oplevede noget nyt og anderledes, selvom det blot var gentagelser af gamle kunstværker.
Det var også vigtigt, at tilskueren følte sig som en del af værket. Dette gav anledning til "minifortællinger", hvor læserne selv blev medforfattere.
Teksterne opstod som brudstykker af en helhed, som læseren skulle sammensætte på forskellige måder. Derfor var der ofte en blanding af genrer.
Denne tilfældighedsbaserede konstruktion brød den logiske sammenhæng ved at bruge en fragmenteret og labyrintisk struktur, som ses i "Luboslav Hacek".
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Valget af sprogbrug og genrer i begge historier er næsten ens. I "En million historier" er sproget også ofte barnligt med en snert af fremmedord, ligesom det ses i "Luboslav Hacek."
Dog har hans ordvalg i "En million historier" tendens til at blive perverst og vulgært; ".. en hestebøf! Rundetårn er en hestepik." (2. side, 6. afsnit).
I "En million historier" findes der ligesom i "Luboslav Hacek" en blanding af genrer, hvor der både er romantik, noget vulgært, drama og komedie.
Peter Adolphsen har også valgt at lege med det gamle på en ny måde i begge fortællinger. I "Luboslav Hacek" er det indledningen, henvisningerne og straffen i nummer 9, der gør denne fortælling anderledes.
I det postmoderne værk "En million historier" er det brugsanvisningen, der skaber en blanding mellem de to verdener ved at indsætte en brugsanvisning i en fortælling, hvor den normalt ikke hører hjemme.
På denne måde er det tydeligt, at begge værker er metabevidste. I "Luboslav Hacek" er henvisningerne meget formelle og skiller sig ud fra resten af indholdet, og sammen med indledningen viser dette, at det er metabevidst.
I "En million historier" har Peter Adolphsen efter brugsanvisningen valgt at skrive "god fornøjelse," som om det var en teaterforestilling, man var til.
Dette viser også, at værket er metabevidst. I begge postmoderne værker er der også intertekstuelle referencer til både biblen, Queneaus digtcyklus, Donau og forskellige lande.
Skriv et svar