Indledning
Litteraturen har til alle tider været med til at nedbryde tabuer, og i den moderne danske litteratur er kroppen i centrum. Afklædningens kunst er igen på mode, og dette kritiserer Kathrine Maria Amann i artiklen ’’Litteraturen har ikke noget tøj på’’ fra Berlingske d. 8/5-15.

Den nye litteratur befinder sig i en stilstand mener hun. Men kan påstanden om at litteraturen er gået i tomgang retfærdiggøres med det faktum, at kropsligheden før er set?

Har de nye forfattere ikke blot bragt lidt nyt kød til litteraturen? Er der ikke en årsag til, at kropslighed endnu engang er blevet aktuel? Og er det i virkeligheden en aftabuisering, som er skudt i gang i nyere litteratur?

Uddrag
Det fremgår af bylinen, at hun læser litteraturvidenskab, hvilket klart styrker hendes etos og troværdighed. Ved at være i stand til løbende at referere til kendte forfattere og tidligere tiders litteratur forekommer hendes argumenter umiddelbart logiske.

På denne måde øges hendes appel. Men næppe er det menigmanden hun søger at overbevise, ikke desto mindre er det menigmanden der formodentlig overbevises.

Amanns akademiske baggrund kan nemlig let virke altafgørende ift. pålideligheden og hendes holdningsbaserede argumenter skjuler sig en anelse i lyset af dette.

Af den grund kan de holdningsudtrykkende sproghandlinger hun reelt giver udtryk for sandsynligvis let gå hen over hoved på læseren.

Som følge er der større chance for, at modtageren bliver rationelt overbevist, og ikke er lige så tilbøjelig til at stille spørgsmålstegn ved det skrevne.

Hun oplyser modtageren om aktuelle forhold i litteraturen, hvilket fremsættes som informationsudvekslende sproghandlinger, men ikke desto mindre ligger subjektive opfattelser til grunde for hendes påstande.

Hun skriver eksempelvis at lyrikken kan kaldes fastfoodlyrik, og denne karakterisering af tidens lyrik synes som en rationel konstatering, ikke mindst taget i betragtning hendes italesættelse af denne.

Ligeså ligger subjektive holdninger bag hendes hovedpåstand om at litteraturen er gået i tomgang - for hvad indebærer i virkeligheden visioner, provokation og meningsfuld lyrik?

Dette må komme an på den enkelte, og således ender hendes argumentation på sin vis ud i en proklamering om hvad der udgør god lyrik, og hvordan den kan gøre sig gældende.

Det kunne siges at hun generelt set benytter sig af det moderne/nye-argument, da hun umiddelbart er af den forestilling, at nyt må være bedre.

Amann gør også brug af ordvalgsargumenter, der implicit udstiller hendes holdninger til emnet. Det er i sproget, hvori hendes mening ligger skjult.

Måden hvorpå hun italesætter den ’nye’ kropslighed i litteraturen, der i denne tekst kan betegnes som nodalpunktet, er særdeles negativ.

Hendes negative perspektiv på denne nye tendens i litteraturen afspejles i ordvalget og dets tilhørende konnotationer.

Hun anvender konstant ord og udtryk der konnoterer mindre eftertragtelige aspekter af det fysiske og kropslige, såsom ’’slap i kødet, impotent, runken, tam’’ og ’’når de nye lyrikere insisterer på at penetrere deres værker med ’frække ord’…’’.