Indledning
Kvinder er til alle tider blevet portrætteret på adskillige forskellige måder gennem kunsten og litteraturen. Opfattelsen af hvordan en kvinde skal være, er noget litteraturen har givet mange forskellige svar på gennem tiden
og litteraturens specifikke fremstilling af en rigtig kvinde beror på det samfundssyn, der var på kvinder i den literære periode samt forfatteren, der lavede værket.
I det moderne gennembrud var formålet med litteraturen at sætte problemer under debat og forbedre samfundet. Forfatterne under det moderne gennembrud har ofte fokus på at skildre de virkelige problemer
og de kommer ofte med et klart budskab i deres værker, hvor de kritiserer et problem, og her er et opgør mod kønsroller og kvindesynet tit i fokus.
Netop kritikken af kvinderollen ses i Fablen ”Kvinden” som er skrevet af Illa Christensen i 1884 under det moderne gennembrud
hvor Illa Christensen gennem ikke-menneskelige genstande kritiserer den snævre og undertrykte kvinderolle, der ikke frit har plads at udtrykke sin seksualitet og sande identitet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
En anden ting der er essentielt at tage fat i, er fortællestemmen i fablen.
Det er tydeligt at se, at fablen er fortalt af en alvidende tredjepersonsfortæller allerede i begyndelsen af fablen, hvor der står: ”sagde man:
”Det er en slavinde; - senere kom der en, som sagde: hendes stolte Rejsning, hendes fine Former er ingen Slavindes, nej hun er en Gudinde!” (s. 93, ø).
Her kommer det til udtryk at det er en tredjepersonfortæller, da statuen omtales som ”hun”.
Medvidere kan det ses, at det er en alvidende fortæller, da fortælleren ved alt - både hvad der er sket i fortiden og nutiden.
Derudover er det også vigtigt at bemærke brugen af fortællerkommentarer i fablen, hvilket kan ses i følgende citat:
”Den er fra Kunstens Glansperiode, sagde de, der troede, de forstod sig paa det; - men der blev sagt saa meget-” (s. 93, ø).
I citatet møder vi fortællerkommentaren ”men der blev sagt saa meget”, og denne kommentar er med til at indikere fablens tema fra starten af.
Fortællerkommentaren tydeliggør, at fortællerstemmen ikke bryder sig de værdier og normer, kunstværkerne bliver bedømt efter
hvilket hentyder, at fortælleren heller ikke kan lide den måde kvinder bliver dømt på, da statuerne i fablen repræsenterer forskellige kvinderoller.
Personerne i fablen er faktuelt ikke-menneskelige personer men derimod ikke levende ting, som gennem teksten bliver besjælet.
Tekstens hovedperson er marmorstatuen af den unge kvinde
som i første afsnit af historien bare er en almen, livløs statue, hvis identitet bliver bestemt udefra af forskellige mandlige roller gennem tiden, og dette er med til at vise kvinders manglende adgang til at udfolde sig frit seksuelt.
Illa Christensen har i sin fabel gjort brug af en del symbolik og billedsprog i form besjælinger til at udtrykke sit budskab med teksten.
I tekstens anden del, møder vi en lang række besjælinger og symboler, hvor Illa Christensen besjæler de ikke levende-figurer og giver dem forskellige symbolske betydninger.
Statuen af den unge kvinde symboliserer en bestemt ophøjet kvinderolle, hvilket ses tydeligt i følgende citat: ”derfor sagde hele Verden: ”Ja!, hun er dejlig! - ophøjet!”. (s. 93, n).
Dette viser, at besøgsgæsterne på museet ser statuen som en ophøjet kvinde der står på en piedestal, og derfor kan man sige, at statuen symboliserer en kvindeopfattelse, hvor kvinder bliver set som ophøjede og rene væsener, som udelukkende er skønne og tiltalende skabninger, der kan æres og beundres på en vis afstand, og af den grund ikke har mulighed for at udtrykke seksuelle følelser.
Udover statuen af den unge kvinde, som er iført et slør, så møder vi også i historien en række nøgne kvindestatuer, som kan ses nederst på første side, hvor der står:
”Kvindestatuer uden slør, ja!, uden Drapperier i det hele”. (side 93, n). Disse nøgne kvindestatuer symboliserer en helt anden kvinderolle.
Skriv et svar