Indledning
Alle oplever det at miste en man har kær, både venner og familie. Novellen ”Kødet” tager fat i lige netop denne problematik, og tager os med på den svære del der kommer efter et tab.
Nemlig hvordan man hver især kommer sig over tabet både fysisk, men i særdeleshed også mentalt. Teksten ”Kødet” er skrevet af forfatteren Astrid Saalbach.
Den er udgivet i år 1985, og stammer fra samlingen Månens ansigt. Astrid blev født i 1955, og var en dansk forfatter som hovedsageligt beskæftigede sig med romaner, skuespil og noveller.
Indholdsfortegnelse
Analyse
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Postejen er opbevaret i fryseren, som for faderen er det eneste han har tilbage som får ham til at føle at moderen er tilstedeværende.
Inden hun døde, havde hun fyldt den op med mad, og da postejen som det sidste bliver taget ud, slukker faderen for køleskabet, hvilket man kan fortolke som værende en accept af at moderen nu ikke længere er her.
Endnu et symbol i novellen kunne være solen. Solen er et symbol på den sårbarhed og det savn som familien har til moderen. Faderen går med en helt opknappet skjorte, som forhindrer solen om at trænge ind til hans hud, og dermed også forhindrer sorgen i at forfølge ham, og tvinge ham til at bearbejde problemet.
Vennen til den ene af døtrene kan derimod gå rundt i bar overkrop, da han ikke oplever den sårbarhed som faderen gør. Da de alle til sidst i teksten er samlet på terrassen for at spise postejen, konfronteres de alle med døden.
Faderen viser gennem hans måde at håndtere postejen på, at han nu endelig har accepteret døden, hvorimod døtrene mangler det. Da postejen bliver sat på bordet, er det vidt forskellige reaktioner der kommer fra familiemedlemmerne.
Faderen har ikke noget problem med at spise kødet, hvorimod døtrene kæmper sig igennem det. Bente beskriver hvordan hun føler sig som en kannibal, og tilføjer også at hendes skuldre er blevet solbrændte, det kan tolkes som at hun på nuværende tidspunkt ikke har accepteret at moderen er død.
Til sidst kommer de dog alle igennem det, og mens de spiser de sidste rester af kødet, forsvinder deres sårbarhed sammen med solen. Og de opnår derfor alle sammen en fælles accept af at moderen ikke længere er en del af deres hverdag.
Skriv et svar