• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1402

Indledning
Igennem årtier er vi mennesker blevet værre til at bruge nedsættende ord for at undertrykke og knække andre mennesker. Det er blevet en del af hverdagen at høre ord som bøsse, luder og spasser, men hvor går grænsen?

I de fleste tilfælde er ordene ment, som en lille kæk bemærkning andre gange har intentionerne ikke været lige så venlige.

Vi er i et århundrede, hvor vi mennesker har ytringsfrihed, vi har retten til at frit udtrykke vores personlige meninger og følelser.

Personligt synes jeg at ytringsfrihed har en afgørende indflydelse på vores sprog og især vores brug af nedsættende ord. Vi bliver bedre til at forstå andres etniske baggrunde og deres seksualitet.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Sarah Glerup er én af dem der ikke gider blive kaldt “spasser”.
Det kommer til udtryk her:”Det betyder, at selv om jeg kan kalde mig for ”krøbling” eller for ”lebbe” eller nogle gange ”bling-lebbe”, så må Lars Løkke eller Pernille Skipper ikke sige det samme.

Det kommer helt an på, hvem det er (en god homoven eller min chef?) og på konteksten (hjemme over rødvin eller i en ansættelseskontrakt?).”

Hun kan finde på at kalde sig selv for “krøbling” for at provokere sig selv. Sarah Gleerups påstand er netop at andre ikke har retten til brugen af nedsættende ord, fordi det er op til en selv hvordan man vil definere sig.

Det er netop hensynsløst overfor andre med et handicap, at Mulle kun taler på vegne af sig selv om brug af ordet “spasser”.

Helt konkret er Sarahs brev et opråb til Mulle om, vi mennesker har lov til at definere os selv og hun skal ikke snakke på alle “spassers” vegne. Da allerede et mindretal af handicappede kæmper for at blive accepteret af samfundet.

Ifølge Sarah Gleerup har kontekst og sammenhæng meget at gøre med hvornår et ord er nedsættende. Mulle Skouboe tænker ikke så meget på konteksten, som betyder mest for Sarah.

Modsat Mulle tager Sarah kampen op, men på en helt anderledes måde. Hun forsøger at beskytte de handicappede og på den måde lægge fokus på at man skal have retten til at kunne identificere sig selv.

Mulle og Sarah har gode pointer, og jeg er til dels enig i begge kvinders holdninger. Det essentielle er at begge parter har formået at kæmpe for deres minoritetsgruppe og for dens rettigheder for at blive accepteret og normaliseret af samfundet, dog på to vidt forskellige måder.

I vores generation er det en del af den sociale norm at bruge ord som neger, bøsse og luder. En del af vores humor. Det skal ikke være et tabubelagt emne at enten være bøsse eller neger.

Personligt synes jeg ikke det burde tages så tungt. Der er klart grænser for hvornår, til hvem og i hvilken sammenhæng man bruger de nedsættende ord.