Kære Mulle Jeg vil ikke kaldes spasser | Analyse | Sarah Gleerup

Indledning
I de seneste år har krænkelseskulturen og de mange måder at tiltale ens medmennesker på været under debat.

Der findes i dag utallige betegnelser for seksualitet, køn og sågar for mennesker med både psykisk og fysisk handicap.

Dette har fået folk til at sætte spørgsmålstegn ved, om der er nedsættende ord, vi ikke bør bruge i bestemte sammenhænge.

Debatindlæggene: ”Kære Mulle: Jeg vil ikke kaldes ”spasser”” af Sarah Gleerup fra d. 5. februar 2019, samt:

”’Danmarks lækreste spasser’ formår både at provokere og at tage de provokerede alvorligt” af Lone Nikolajsen fra d. 8. februar 2019, er en del af en større samfundsdebat, som omhandler den måde, hvorpå vi tiltaler handicappede mennesker.

Debatten om nedsættende ord er omfattende, og skribenterne bag debatindlæggende fokuserer særligt på nedsættende ord om personer med handicap.

Uddrag
”Det betyder, at selv om jeg kan kalde mig for ”krøbling” eller for ”lebbe” eller nogle gange ”bling-lebbe”, så må Lars Løkke eller Pernille Skipper ikke sige det samme.

Det kommer helt an på, hvem det er (en god homoven eller min chef?) og på konteksten (hjemme over rødvin eller i en ansættelseskontrakt?). […]

Det er jeres kroppe og jeres liv. I bestemmer.” (s. 1, l. 13-19). Hvilke personer der bruger betegnelsen har altså en afgørende betydning for Gleerup, da hun ikke ønsker at politikere eller fremmede skal nedværdiggøre hende.

Derfor bør folk være opmærksomme på konteksten og dermed undgå at bruge ord, som for nogle kan virke nedsættende.

For at bruge en betegnelse som spasser, skal der altså være en fælles forståelse af ordet. Men, forudsætter dette så, at enhver kan bruge lige det ord om sig selv, som det lyster dem?

Ifølge Gleerup er den afgørende betydning ikke, hvordan den pågældende betegnelse er defineret af samfundet

men derimod med hvilken hensigt ordet bliver brugt af dem, der betegner sig selv med et ord, som udefra opfattes som nedsættende.

Men hvordan skal den gennemsnitlige dansker kunne holde styr på, hvilke handicappede personer, der gerne vil tiltales hvad?

Er det så bare nemmere, hvis nogle ord altid forstås som nedsættende, og bør vi overordnet undgå alle former for ord, der kan opfattes således?

På den ene side kan det opfattes som en selvfølge, at alle mennesker bør forsøge at tiltale hinanden med respekt og derfor undgå ord, som helt logisk er nedsættende.

På denne måde gøres et ord som ”spasser” ikke acceptabelt at bruge, hvis der hersker en enighed om, at det er et nedsættende ord.

Hertil mener Gleerup nemlig, at nogle folk føler sig berettiget til at bruge visse nedsættende ord, når folk som Skouboe selv bruger det:

”Det store flertal – alle dem, der render rundt på to ben og er åh så normale og heteroseksuelle og handicapfri – de bliver selvfølgelig ikke kede af det.

Tværtimod bliver de glade og elsker dig, fordi du jo siger til dem, at de ikke behøver at tale pænt eller vise respekt over for folk, der er anderledes.

Du siger, at de ikke har noget som helst ansvar” (s. 2, l. 61-65). Gleerup mener altså, at det store flertal bruger nedsættende ord, når minoriteter selv gør det.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned
  • Adgang nu og her
  • 20 Downloads
  • Ingen binding
  • Let at opsige
  • Adgang til rabatter
  • Læs fordelene her
Få adgang nu