Indledning
Fornuften skal altid sejre. Det er et princip Ludvig Holberg arbejder ud fra i sin tekst ”Jean de France” fra 1700-tallets rationalisme. Her møder man de centrale personer Jeronimus, Frands og Jean. Jeronimus synes, det er ufornuftigt at Jean skal ud i den store verden, da hans datter skal giftes med Jean.
Frands bliver overbevist om, at han ikke vil have noget med sin søn at gøre mere, efter han læser sønnens brev. Historien er et klassisk Holberg produkt og en del af drama-genren.
Indholdsfortegnelse
Indledning:
Genreanalyse:
Analyse:
Perspektivering:
Afslutning:
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vores tekst er af genren drama. Et drama inddeles oftest i de to hovedtyper komedie og tragedie. Komedien har til formål at bringe sjov, latter og glæde, mens tragedier ofte ender dårligt, og hvor karakterernes forfald og nederlag skal rense publikums sjæl.
Dramagenren skiller sig ud fra andre litterære genrer, da den er skrevet med henblik på at blive opført i et teater. Når man læser en dramatekst, mangler der derfor en væsentlig dimension i form af de visuelle udtryk og signaler, der ligger i scenografien. Derfor er det ofte op til læseren i en dramatekst at fortolke indholdet.
Et drama tager ofte udgangspunkt i en konflikt eller en intrige. Denne konflikt optrappes og løses så til sidst i dramaet.
Selve dramateksten består kun af replikker og regibemærkninger. En regibemærkning er forfatterens vejledninger til instruktøren, og forekommer oftest i et lavt antal. I et skrevet dramastykke får man altså hverken udførlige oplysninger om personer, tid eller miljø.
Personer, tid og miljø bliver altså hovedsageligt skabt i teatret, hvor instruktøren og skuespillerne får lov til at fortolke det ud fra indholdet i dramateksten. Eksempelvis kan man som skuespiller fortolke en karakter til at være meget frembrusende i sin fremtræden, eller som instruktør fortolke miljøet som værende meget dystert.
Her oplever modtageren altså disse ting efter andres fortolkninger. Modtageren kan dog stadig fortolke på andres fortolkninger, og derfor kan folk ofte udlede forskellige ting af det samme teaterstykke.
Dramaet er i et klassisk teater inddelt i akter og scener. En ny akt bliver ofte markeret med tæppefald og udskiftning af kulisser. Et drama bliver enten opdelt i 3 eller 5 akter. De forskellige akter bliver inddelt i forskellige scener, som generelt følger udskiftningen af personer.
Der skelnes mellem et lukket og åbent dramastykke. Et lukket dramastykke er det klassiske, som består af en begyndelse, en midte og en afslutning, hvor tiden går kontinuerligt fremad i et stramt fortalt stykke uden sidehandlingsforløb med afgørende knudepunkter, der falder på et bestemt tidspunkt i forhold til stykkets akter.
Man taler derudover om det åbne drama, hvor kompositionen er meget løs. Den kan indeholde nogle sceniske optrin, der kan belyse den samme problematik, eller måske er det seerens opgave at finde sammenhængen i det.
Skriv et svar