Indledning
Imperialisme, der har sin oprindelse i det latinske udtryk "imperare", hvilket betyder "at befale", beskriver militær magtovertagelse og blev primært anvendt til at beskrive perioden fra 1870 til 1914, hvor de europæiske stormagter erobrede og udøvede herredømme over kolonier.
Landene, der blev underkastet denne magtovertagelse, blev underlagt den herskende stormagts styreform samt politisk og økonomisk dominans.
Dette resulterede i en total forandring og "genopbygning" af landene i henhold til vestlige værdier og holdninger. Imperialisme kan derfor betegnes som politisk ekspansion, hvor en stormagt udvider sin suverænitet.
Mere specifikt er imperialismen et udtryk for de europæiske stormagters erhvervelse af kolonier i Afrika og Asien. En af de vigtigste drivkræfter bag imperialismen var imidlertid industrialiseringen.
Industrialiseringen var selve udløseren for imperialismen, da der var økonomisk stagnation i den vestlige verden. Stagnationen skabte behov for nye markeder og råmaterialer, da købekraften på hjemmemarkedet var for lille.
Der var intens konkurrence mellem de europæiske stormagter, især England og Tyskland, der blev præget af penge, magt og en socialdarwinistisk tankegang.
Afrika, Indien og Asien var ressourcefulde områder, som disse stormagter især ønskede at kolonisere og styre. Desuden stræbte lande som Tyskland og England efter større magt, da de følte sig overlegne i forhold til andre racer.
Nationalisme spillede dermed også en central rolle i de europæiske stormagters tankegang under imperialismen.
Indholdsfortegnelse
Problemformulering
Indledning
Metode
Redegørelse for Imperialismen I Slutningen Af 1800-Tallet
Analyse Af åRsagerne Til Imperialismen Med Inddragelse Af Kilder
Diskuter Hvilke Konsekvenser Imperialismen Fik for Forholdet for De Europæiske Stormagter Frem Til Første Verdenskrig
Konklusion
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den hvide races ansvar og pligt til at civilisere andre folkeslag var en opfattelse, som de vestlige stormagter anvendte som begrundelse for deres politiske ekspansion.
To stormagter, Tyskland og Storbritannien, havde hver deres egen forklaring på, hvorfor imperialismen var den eneste rette vej til at opnå retfærdighed og fred i verden.
En fortaler for denne opfattelse var Cecil John Rhodes, en engelsk mineejer, politiker, nationalist og imperialist. Den første primære kilde er en af Cecil Rhodes' bøger, der beskriver hans tid i Sydafrika i perioden 1853-1902.
Bogen, "Granninger og Tägil, Källor til historien, 1967", er skrevet af Cecil Rhodes selv og var rettet mod det engelske folk samt den engelske regering.
Kilden kan derfor betragtes som et førstehåndsvidne, da Cecil Rhodes var i en position, der gjorde ham til en troværdig kilde. Dog er det nødvendigt at være kritisk over for kildens brugbarhed, da afsenderen er meget subjektiv.
Cecil Rhodes' nationalistiske tankegang kommer tydeligt til udtryk flere steder i kilden. Desuden er kilden præget af en socialdarwinistisk tankegang, der stemmer overens med den nationalistiske opfattelse.
Skriv et svar