Indledning
Fra 1870 til 1914, skete der en kæmpe omvæltning i Danmark. Danmark, som det så ud i starten af det 19. århundrede kom under en kæmpe forvandling, både politisk, velfærdsmæssigt, befolkningsmæssigt og en masse andre ting ændrede sig.
I takt med at samfundet udviklede sig og at der kom flere og flere mennesker, blev måden som danskerne levede på også forvandlet.
Folk begyndte at flytte fra land til by og i stedet for at drive landbrug, så søgte de arbejde på de store fabrikker, som skød op i de forskellige storbyer.
Industrialiseringen er derfor meget interessant at kigge på når vi snakker om perioden 1870-1914, da industrialiseringen har skabt det Danmark og det danske samfund, som vi kender og elsker det i dag.
Indholdsfortegnelse
1. Indledning + problemformulering
2. Metode
3. Besvarelse
3.1 Redegørelse af forholdet mellem fabriksejer- og arbejder og arbejdernes vilkår under industrialiseringen.
3.2 Billedanalyse af P.S. Krøyers maleri ”fra Burmeister og Wains jernstøberi” 1885”.
3.3 Kildekritisk analyse af Christian Christensens ”Barndomserindringer om fattigdom”.
3.4 Diskussion og vurdering af de vigtigste faktorers betydning for Danmarks overgang fra landbrug til industri.
4. Konklusion
5. Litteraturliste
6. Evt. Bilag
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den industrielle revolution fandt sted i Danmark i perioden 1870-1900. Gennem industrialiseringen udviklede Danmark sig fra at være et landbrugssamfund til at være et bysamfund, hvilket har betydet at Danmark var gået fra landbrug til industri.
Fabrikkerne efterspurgte arbejdskraft og landbruget var blevet mere afhængig af de varer, de skulle få fra fabrikkerne i byerne.
Det betød at folk flyttede fra land til by, den såkaldte urbanisering. Flytningen fra land til by var enorm alene i København steg indbyggertallet, i perioden, fra 198.000 til 477.000.
Med alle de folk der flyttede til byen fra landet af, blev der skabt en ny arbejderklasse i byerne. En del af disse arbejdere der flyttede til byen, var daglejere, som før havde taget en masse forskelligt arbejde og derfor ikke havde nogle faglige kvalifikationer, hvilket gjorde at de endte som ufaglærte arbejdere.
Det samme gjorde de landmænd som flyttede fra land til by, disse havde heller ingen faglige kvalifikationer og det gjorder derfor også at de endte som ufaglærte arbejder.
Denne enorme byvandring havde gjort at der nu var overflåd af billigarbejdskraft, hvilket betød at arbejdernes arbejdsvilkår kunne presses helt i bund.
Herunder også lønningerne. Både mænd, kvinder og børn arbejdede, det blev de nødt til for at kunne få økonomien til at hænge sammen i storbyen.
De fleste arbejdere i arbejdsklasse levede lige over fattigdomsgrænsen. Især drengene var en vigtig del af arbejdsstyrken, de arbejdede f.eks. i tobaksindustrien, hvor pigerne måske hjalp til ved systuer eller vaskerier.
En typisk arbejdsuge for en mand i arbejderklassen lød på i gennemsnit 10,5 timer om dagen, for kvinder lå den i gennemsnit på 10,2 timer om dagen og hvor det for unge mellem 14 og 18 år lå på hele 10,7 timer gennemsnitligt om dagen og børn under 14 år lå det på 6,9 timer gennemsnitligt.1
Boligforholdene under industrialiseringen var heller ikke gode familier på flere medlemmer, boede i et- eller toværelses lejligheder hvor der var 13m2 etageareal pr. indbygger.
Fabriksejeren derimod lå jo i overklassen. Mange i overklassen tjente over 20.000 rigsdaler om året, hvilket svarer til ca. 70 gange så meget som en almindelig fabriksarbejder i arbejderklassen.
For at mn kunne kalde sig en del af overklassen, som alle fabriksejerne var en del, skulle man gerne have en rigtig herskabelig livsstil. Fabriksejernes boligforhold var noget anderledes fra arbejderne.
De skulle gerne have enten en lejlighed med gerne 10 værelser i et fint kvarter, eller så skulle man have en stor villa på strandvejen eller midt i hovedstaden på Frederiksberg, med tilhørende tjenestestab.2
Senere kom der dog fagforeninger, som hjalp arbejderne med at skabe en positiv udvikling i deres arbejdsforhold og tider. Fagforeningerne, som sørgede for at arbejderne, blev samlet under en organiseret gruppe.
Denne kunne så lægge et pres på arbejdsgiverne og kunne sørge for en bedre løn og arbejdsvilkår.
Netop denne udvikling har gjort en kæmpe forskel, da der før fagforeningerne, ikke var fokus på arbejdsvilkårene på f.eks. fabrikkerne og arbejdsgiverne kunne behandle arbejderne som de ville.
Skriv et svar