Hvorfor er vi bange for autofiktion | Analyse | Camilla Schwartz

Indledning
Autofiktion er en skønlitterær genre, hvor forfatteren inddrager elementer fra virkeligheden, men fiktionaliserer dem.

Genren er stormet frem på den litterære scene siden 2000 og de seneste år er der udkommet stadigt flere autofiktive værker, og de er populære, men skaber også stadig røre og voldsom debat hos læsere, anmeldere og kritikere.

Autofiktionen blev først rigtigt udbredt i Norden med Karl Ove Knausgård og hans ’Min kamp’-bøger. Genren er blevet populær fordi den giver grobund for spekulationer og masser af analyse. For hvornår er en roman autofiktion og hvornår er den ikke?

Uddrag
Hun mener, at hvis fortælleren havde været en tredjepersonsfortæller, havde læseren haft en helt anden holdning til værket og uden videre boltret sig i de seksuelle fantasmer.

Ud af dette konkluderer Schwartz, at der må laves et ordnet kontaktligt forhold, som bestemmer, hvorvidt læseren skal læse med sin moral eller mod sin moral.

Som læser frygter man mest af alt det uafklarede og det uafgørlige. Schwartz mener, at det i princippet er irrelevant, hvorvidt det enkelte værk er fiktion eller virkelighed.

Men det er det ikke, for når fiktionen bliver til virkelighed, kommer man ikke uden om, at virkeligheden i samme åndedrag bliver til fiktion.

Camilla Schwartz beskriver genren som drilagtig og mener, at det er den ulmende opløsningsangst, som er årsag til, at læsere, anmeldere og kritikere ofte insisterer på, at få afklaret spørgsmålet:

Er det fiktion eller virkelighed? Hun argumenterer for, at det også er derfor, at flere anmeldere vælger at anmelde autofiktion, som enten selvbiografi eller fiktion, og derved ikke tager højder for de kvaliteter, denne blandingsform rummer.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu