Indledning
Debatindlægget ”Hvorfor er kvinder så kedelige” er skrevet af Christina Yoon Petersen den 16. september 2013, og udgivet af Politiken.
I teksten giver afsenderen udtryk for, at en af de kampe hun er stolt og imponeret over, er kvindernes opgør med mændenes undertrykkelse fra slut-60’erne.
Hun er stolt over de kvinder kæmpede sig til en plads på arbejdsmarkedet, snakke om politik og starte deres egen virksomhed.
Afsenderen skriver om sin frustration over, hvordan nutidens kvinder har gjort med deres frihed siden 60’erne.
Yoon mener at nutidens kvinder smider alt deres frihed - og intelligens - væk, ved at udelukkende snakke om emner som mænd, mad og mode.
Yoon skriver: ”Der er gået 50 år, og stadig findes der kun magasiner for kvinder, der omhandler børn, bolig, mænd, mad og mode.
Forskellen fra 1960 til 2013 er, at i 1960 måtte kvinderne kun snakke om dette, nu vælger de at gøre det” .
Hun mener også at kvinder i dag er mere fokuseret på at være den bedste mor, og dermed glemmer de alt om deres karriere.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Yoons overordnet påstand er, som artiklens rubrik siger, at kvinder er kedelige. Igennem hele indlægget, har hun givet en række belæg for, hvorfor hun mener at kvinder er kedelige.
Afsenderen nævner nemlig, at der fortsat i dag kun findes artikler for kvinder, der omhandler børn, bolig, mænd og mode . Derudover beskriver Yoon også, hvordan en typisk ”tøsehyggeaften” ser ud.
” Man starter med at komme ind, og folk deler, hvad deres børn kan. ’Nu kan lille Emil gå’. Det kan alle i øvrigt i Emils alder...”
Her beskriver hun bl.a. at tøseaftener skal bruges som udstillingsvinduer for kvindernes kvalifikationer i at være en god mor
og at de [kvinderne] ikke fortæller hvad de selv har udrettet på for eksempel arbejdet, eller om noget de netop har opfundet. .
Derudover nævner Yoon, at de ting kvinderne snakker om, ikke giver mulighed for en kreativ og inspirerende samtale efterfølgende.
Herefter sammenligner hun også kvindernes samtaler, med mændenes samtaler, for at styrke sin påstand. Yoon skriver: ”MÆND DERIMOD fortsætter med at snakke om, hvad de har udrettet.
Eller hvad de tænker på at udrette. De tænker højt, hvorpå det står frit for alle at byde ind på denne tanke. Mændene går derpå hjem med en masse inspiration, så de kan komme videre i deres projekter. .
Hjemlen i teksten er at kvinderne er kedelige, fordi de prioriterer andre ting, og ikke udfordrer sig selv til at gøre de ting mændene i dag gør, og kvinderne gjorte i 60’erne.
Christina Yoon Petersen bruger rygdækning, når hun sammenligner nutidens kvinder, med kvinderne i 1960’erne. Hun nævner: ”i 1960 måtte kvinderne kun snakke om dette, nu vælger de at gøre det. ”.
Her kan det tydeligt bemærkes, at Yoon opfatter nutidens som at gøre det omvendte af hvad kvinderne i 60’erne gjorde
og bruger kvindernes opgør med mændenes undertrykkelse i 1960’erne som en dokumentation for hendes påstand.
Yoon bruger også Rødstrømper som en dokumentation for hendes påstand. Hun skriver ”Rødstrømperne ville have plads til at vise, hvad de duede til. 2013-søstrene forlanger derimod privilegier” .
Her mener Yoon, at mens Rødstrømperne aktivt prøvede at bevise at de også har evnen til at bl.a. starte egen virksomhed, gør nutidens kvinder præcis det modsatte.
De ville ikke selv aktivt bevise noget, men modsat ville have flere kvinder i bestyrelsen, selvom de ikke fortjener det. Afsenderen bruger ingen gendrivelser, hvilket gør at Yoon lyder mere sikker.
Tværtimod bruger hun dog mange styrkemarkør gennem hele artiklen. Flere gange i teksten bruger Yoon ordet ”netop.
Hun skriver: ” Kvinderne, som netop har tømt hjernen, skal derimod starte forfra” , og ”De fortæller ikke
hvad de selv har udrettet på for eksempel arbejdet, eller om noget de netop har opfundet” . I begge eksempler er ordet ”netop” brugt, hvilket forstærker Yoons påstand.
Skriv et svar