Indledning
”Hullet” er en novelle udgivet i 1962, skrevet af forfatteren Peter Seeberg. Vi følger heri en gruppe byggemænd gennem en arbejdsopgave, de har fået stillet af deres arbejdsformand.
Mændene får besked på at grave et hul, men ikke hvor stort hullet skal være. De går i gang, men allerede efter første frokostpause indledes en diskussion om hullets hensigt.
Denne konflikt fortsætter gennem hele teksten, og danner grundlag for handlingen. Da deres arbejdsgiver ikke er vendt tilbage med instrukser efter flere dage, når til enighed om, at de selv må bestemme.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi bliver i novellen introduceret for flere centrale personer, som bliver beskrevet af jeg-fortælleren, hvis identitet forbliver ukendt.
Jeg’et er karakteriseret ved en indre synsvinkel, og vi ser derfor begivenhederne fra vedkommendes perspektiv.
Den tidslige synsvinkel er medsyn, da begivenhederne fortælles samtidig med, at de sker. Fortælletidspunktet og den fortalte tid falder altså sammen, og læseren får en fornemmelse af, at være til stede.
Teksten er altså situationsfremstillet, også kaldet scenisk fremstillet. Det vil sige, at vi som læsere befinder os i handlingens midte:
”Han sagde, at han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor hullet skulle være så dybt. Han syntes, at det var tilstrækkeligt dybt.
Nu gik alle vi, der på det tidspunkt kørte jord væk i trillebørene, hen til kanterne og så sammen med dem, der stod på trapperne, ned i hullet og ned på Drain, der stod dybest nede.” (ll. 70-74)
Læseren oplever her begivenhederne på tæt hold, hvilket bidrager til at skabe en følelese af spænding. Endvidere bærer fremstillingsformen præg af refleksion:
”»Go ahead,« sagde han så og svang med sin højre hammer, det absolut værste han kan finde på at sige for mig, men han gentog, det dumme dyr, »go ahead, grav et hul.«” (ll. 12-13)
Jeg-fortælleren gør sig her tanker omkring den situation, der finder sted i samme øjeblik. Endeligt er der blevet benyttet direkte tale:
”»Jeg er alligevel ikke sikker på, at det er rigtigt at kaste det til igen,« sagde Herbert” (l. 103)
Skriv et svar