Indledning
Helligdommen fungerer som en forbindelse mellem himlen, jorden og underverdenen. Typisk er helligdommen placeret på en bakketop eller et bjerg og er konstrueret med et tårn eller en kuppel, der strækker sig mod himlen.
Her kan mennesket se gud, og gud kan se mennesket. Disse steder kan være specifikke bygninger eller områder i bygninger, f.eks. alteret i en kirke, men også hele byer eller områder.
Naturlige elementer og objekter kan også være hellige steder: hellige kilder, særlige klipper og træer, flodbredder og gravhøje og meget mere. Helligdommen adskiller sig fra det almindelige (profane) ved at være indviet og besjælet.
Helligdommen er "Guds hjem på jorden", og det er her, man kan kommunikere med gud og føle guds nærvær.
Men selvom det er et frelsende sted, kan det hellige også være farligt, da man skal overholde bestemte regler for adfærd for ikke at krænke det hellige, guddommen og for at forhindre at tiltrække ulykke for sig selv eller andre.
Indholdsfortegnelse
Modulopgave 1.1: Helligstedet
Gravkirken: Tekst 25 ”Et Besøg I Gravkirken”
Al Aqsa: Tekst 39 ”Det Hellige Al-Aqsa Område”
Perspektivering
Modulopgave 1.2: Valfart
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Al-Aqsa-moskeen, beliggende i Jerusalem, er et unikt sted i Islam. Den anses som det tredje helligste sted efter Mekka og Medina i Saudi-Arabien.
Moskeen er placeret ved Tempelbjerget, som blev opført af kong Salomon, søn af kong David, for omkring 3000 år siden. Al-Aqsa-moskeen er bygget på ruinerne af en kirke, som blev opført af den byzantinske kejser Justinian.
Der er traditioner forbundet med dette sted, som fortæller om kaliffen Umar, der opførte en træmoske på netop dette sted. Ifølge islamiske traditioner siges det, at denne træmoske lå præcis der, hvor Al-Aqsa-moskeen senere blev bygget.
Gravkirken: Tekst 25
I sin beskrivelse af sin pilgrimsrejse til det hellige land deler den engelske forfatter H.V. Morton sine oplevelser ved Gravkirken i Jerusalem. Han maler et unikt billede af sit besøg i denne hellige kirke.
”Et besøg i Gravkirken”
Forfatteren bliver hurtigt fascineret af de dunkle korridorer, de underjordiske huler og det marmor, der omgiver ham. Det bliver en udfordring at orientere sig i dette labyrintiske kompleks.
Han lægger mærke til revnerne og sprækkerne i stenene og tænker først på forsømmelse, men indser snart, at ethvert forsøg på at ændre eller reparere disse vil udløse en uendelig diskussion blandt de forskellige kirkesamfund og menigheder, da de alle har et fælles ejerskab af dette hellige sted.
Hans øjne fanges af de overdådige udsmykninger i kirken med gammelt, gyldent værk og kongelige figurer. Det ser mere ud som en orientalsk stil end som en typisk romersk-katolsk kirke.
De fromme pilgrimme, der knæler på de kolde marmorgulve, synes at forgude en række eksotiske guldsmedebutikker. I franciskanernes kapel er udsmykningen derimod mere beskeden.
Det er tydeligt at se forskellene blandt de besøgende: De latinske munke iført brune kutte med reb om livet, mens armeniere og grækere præsenterer sig i pragtfulde guld- og ædelstensudsmykninger.
Skriv et svar