Indledning
Henrik Pontoppidans lille novelle om nogle mennesker, som i den blå time sejler ud på havet, hvor de oplever noget mystik. Henrik Pontoppidan er optaget af fornuft, rational tænkning og videnskab.
I dette dokument finder I både spørgsmål til novellen samt selve novellen. (Novellen kan I også finde på dansk.gyldendal.dk, hvor I også kan få den læst op)
Indholdsfortegnelse
Gruppearbejde:
Hvad betyder?:
0..Få styr på personerne
1. Personernes rolle
2. Det overnaturlige
3. Lidt om sproget og sproglige virkemidler
Havfruens sang
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi skal fornemme en sommeraften ved solnedgangstid, - hvilken ord bruger han, så vi fornemmer at solen går ned? Hvordan beskriver han det?
Metaforer, huske I dem? Det kan være sammenligninger (havet er blåt SOM safirer) og det kan være man beskriver en ting ved at give det menneskelige egenskaber (solen skinnede STOLT hele dagen). Prøv om I kan finde et par metaforer i teksten.
---
En blikstille sommeraften havde et selskab damer og herrer efter et livligt aftensmåltid i det grønne ladet sig ro ud på havet for at se solen gå ned.
I over en time drev de om derude på strømmen, mens de betragtede havspejlets farvespil, der blev ved at veksle, længe efter at den glødende kugle var forsvundet i dybet.
Først var vandet blevet dybt vinrødt, derpå blommefarvet, ja et øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med bark.
Nu var farverne omsider blegnet, og havet lå ubevægeligt som en flade af matlysende glas. Det var blevet sent, og samtalen var lidt efter lidt gået i stå.
Midt i båden sad en ældgammel lods med langt, trevlet skæg og hvilede armene på et par tunge årer. Nogle fra selskabet lå langs rælingen og stirrede ud over havfladen, som om de endnu ventede en fortsættelse af det pragtfulde skuespil.
To unge, sommerklædte piger sad med hinanden om livet helt ude i forstavnen og så drømmende op på et krumt stykke måne, der ligesom skamfuldt listede sig over himlen med sit blege skær.
På en tofte for sig selv sværmede et par unge ægtefolk indsvøbt i samme sjal og holdt trofast hinanden fast i hånden. Skønt strømmen allerede havde ført båden et godt stykke fra land, var der ingen, der talte om at vende hjem.
Alle var de så fortabte i drømmerier, at de ingen magt havde til at rive sig løs. Alt var stille rundt om dem.
Også en flok strandfugle, der en tid havde skreget et sted i deres nærhed, var til sidst faldet til ro. Langs himmelranden til alle sider hævede sig rødlige tåger, hvorimellem havets mathvide flade lå udstrakt som et uhyre troldspejl.
Skriv et svar