Indledning
Adam Oehlenschläger, en af guldalderens mest betydningsfulde digtere, berigede dansk litteraturhistorie med flere pragtfulde værker i perioden fra 1803 til sin død i 1850.
Han bliver betragtet som Danmarks første store romantiske forfatter og var særligt optaget af organismetanken og genitanken, som Henrich Steffens såede i ham.
Digtet "Harald i offerlunden" stammer fra digtsamlingen "Digte 1803", der blev udgivet om vinteren 1802.
Samlingen var præget af Oehlenschlägers kærlighed til folkeviser, hans søgen efter folkesjælen og længslen efter fordums tider, hvilket hele digtsamlingen bærer præg af. Heriblandt finder vi hans måske mest berømte digt, "Guldhornene".
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Harald er et eksempel på et reflekterende menneske. Han længes efter fortidens storhedstid, hvor vikingerne gjorde indtryk på omverdenen, og han bliver ved med at vende sig mod de gamle guder i stedet for at se fremad og engagere sig i den verden, han befinder sig i nu: "Underlige minder fra oldtiden.
Du gennemtrænger mit hjerte." I sin længsel bebrejder han også menneskeheden for at have glemt, hvordan tingene engang var, og han er blind over for virkeligheden, hvilket også afspejles i de sidste strofer.
Han oplever verden som kold og meningsløs: "Intet lyser, intet hæver, alt er koldt, fornuftigt, øde! Fyldt med store minder fra oldtiden, vandrer jeg som blandt døde."
Med et nyplatonisk syn kan man argumentere for, at Harald beskylder Gud for at have ladet fortidens storhedstid forsvinde sammen med de nordiske guder.
Gud har adskilt jorden og himlen efter syndefaldet, og nu er kun den kolde, øde fornuft tilbage på jorden.
Fordi Harald er en af de få, der stadig holder fast i sin tro på aserne, mens resten af verden har vendt sig mod kristendommen, føler han sig alene og forladt: "I forsvandt i skønne dage, dødt er fantasiens rige."
Skriv et svar