Indledning
I dag ser vi mangel på hensyn, og et samfund som ikke altid fungerer optimalt. Kultursammenstød er blevet en del af vores hverdag, og et emne man hører om på de sociale medier og i nyhederne.
Der bliver set ned på andre kulturer og levemåder, selvom vi alle har samme levevilkår. Er det et problem at vi som mennesker ikke kan fungere på tværs af trosretninger, og hvad kan vi gøre anerledes?
Novellen ”Grisen” af Lars Saabye Christensen fra 2003 sætter fokus på et kultursammenstød. Novellen omhandler hovedpersonen Asbjørn, som skal igennem en operation.
Asbjørn bliver indlagt på samme stue som Aslam, som han går ud fra er pakistaner. På sygehuset kommer Asbjørns- og Aslams familie i en diskussion.
Uoverensstemmelsen opstår over et billede af en gris, som de er uenige om hvorvidt der skal have lov til at hænge på stuen.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det fysiske miljø finder sted på et sygehus i Oslo. Et sygehus kan forbindes med mange ting, blandt andet liv kontra død.
Det er et sted hvor man kan være skrøbelig og omringet af de tætteste omkring en. Allerede her har Lars Saabye Christensen (LSC) valgt, at de to familier skal sættes op mod hinanden, og skabe et kultursammenstød.
Fra start er Asbjørn alene på stuen, det eneste han føler der er med ham er grisen. Han kommer tilbage på stuen efter operationen, og den pakistanske mand er blevet indlagt.
Han ligger mærke til at stuen er fyldt med mennesker, Aslams familie. (linje 31 side 53 til linje 1-2 side 54) ”lidt efter forlod den pakistanske familie stuen
tre mænd med åbenstående hvide skjorter, og tre kvinder, sandsynligvis moderen og to døtre, alle dækket af sorte tørklæder”.
Den plads grisen har fyldt i rummet, fylder den pakistanske familie nu op. Det er Asbjørn ikke tilfreds med, han er faktisk så utilfreds at han vælger at spørge en sygeplejerske, hvor grisen er blevet af. (Linje 18-22 side 53) ”–
Hvor er billedet? Spurgte Asbjørn – Billedet? Hvad for et billede? Hun puffede ham forsigtigt ned i sengen igen…” sygeplejersken puffer til ham, fordi hun synes det er upassende.
Hun ved godt de fjernede det af hensyn til Aslams familie, så hun synes ikke Asbjørn skal hentyde til det, når hun ved Aslam kan høre ham.
I starten af novellen får man et indtryk af, at grisen optræder som Asbjørns skytsengel. (linje 19-20 side 52) ”… Måske var det bare sin egen barndom han pludselig skimtede et sted i de simple streger.”
Skriv et svar