Indholdsfortegnelse
Partiernes fødsel
Socialismen kommer til Danmark
Forfatningskamp og Københavns befæstning
En provisorisk finanslov i 1877
På kanten af et diktatur
Bønder i Kongens råd – Systemskiftet i 1901
En ny bevægelse presser på

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Partiernes fødsel
Efter revision af grundloven i 1866 blev det klart for bondebevægelsens repræsentanter i Folketinget

at sammenhold var nødvendigt for at dæmme op for de konservative godsejere, der af kongen blev udpeget til at danne regeringer.

På den baggrund dannede de partiet Det Forenede Venstre i 1870, det første egentlige politiske parti i Danmark. Ved folketingsvalget i 1872 fik dette nye gårdmandsparti flertal.

Venstres program indeholdt blandt andet kravet om tilbagevenden til 1849-grundlovens valgret og det vigtige krav om parlamentarisme

således at regeringen skulle være i overensstemmelse med flertallet i Folketinget. Desuden ønskede Venstre en række liberale økonomiske reformer.

De konservative kræfter samlede sig i 1875 i partiet Højre, der repræsenterede godsejere, embedsmænd, officerer, højborgerskabet og en række arbejdsgivergrupper i byerne.

Den stærke mand var her godsejer J. B. S. Estrup, der var konseilspræsident (datidens titel for statsminister) i perioden 1875 til 1894.

Scenen var sat for en voldsom politisk styrkeprøve. Forskellen mellem de to partier gik blandt andet på den økonomiske politik, eksempelvis liberalisering over for toldbeskyttelse

men vigtigst var kampen om demokratiets udformning og retten til at danne regering. Der lå dybe historisk-kulturelle rødder i konflikten.

Venstre ønskede et opgør med godsejermagten og by-elitens dannelsesmonopol, hvorimod politikere i Højre anså det for absurd, hvis "mænd fra tørvemosen" skulle omgås kongen og lede ministerier.

Det havde bønder og landsbydegne ikke forstand på.
Overfor Venstres krav om parlamentarisme argumenterede Højre stærkt for kongens grundlovssikrede ret til at udnævne sin regering.

Og her havde de den ærke-konservative Kong Christian 9. på deres side. Kongen udnævnte konsekvent ministre blandt især Højres medlemmer i Landstinget

hvor Højre havde komfortabelt flertal i kraft af de kongevalgte medlemmer og den privilegerede valgret for de velhavende klasser.

Disse ministre opfattede sig selv som kongens råd nærmere end folkets regering. Opfattelsen af demokrati som pøbelvælde hang ved langt ind i Højre-kredse.