Indledning
Børnelitteraturen sætter ingen grænser, når det gælder fremvisninger af ældre samfundssyn.
Især klassikeren ”Folk og røvere i Kardemomme by” skader børnene, kan man i hvert ifald konkludere, når man læser Sophie Jupithers indlæg.
I hendes debatindlæg ”Kardemomme by skader børnene” fra den norske avis Aftenposten, udgivet d. 8 januar 2013, deler hun sin mening om hvorvidt opsætninger som denne er med til at besværliggøre arbejdet for mangfoldighed og ligestilling.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Spørgsmålet er dog i virkeligheden om Sofia Jupither har ret i, at fortællingen om Kardemomme by skader børnene.
Findes der nogle usynlige grænser indenfor børnelitteraturen, som ikke bliver overholdt her? I en artikel fra Informationen udgivet d. 11. januar 2013, skriver Anita Brask Rasmussen om en professor i børnelitteratur.
Professor Emeritus, Torben Weinreich, siger ”børn kan læse og tåle alt eller i hvert ifald det meste” (B-l. 7-8).
Eksempelvis, som Weinreich også skriver om, står der ’neger’ 31 gange i Jørgen Cevins ”Strudsen Rasmus”.
Efter selv at have læst denne bog mange gange, kan jeg med personlig erfaring sige, at ”bare fordi” man læser denne bog når man er lille, vil det ikke nødvendigvis resultere i at man går rundt og siger ’neger’ hele tiden, når man bliver ældre.
Løfter vi blikket et øjeblik og kigger bagom den ældre børnelitteratur, kunne vi overveje om den faktisk kan være lærerig for de yngre generationer.
Store og unikke ældre litteraturværker fra fortiden ville da være en skam at skulle ændre på, blot for at tilpasse det til vores eget finpudsede samfund.
Skriv et svar