Indledning
Ifølge Idrættens analyseinstitut (seneste undersøgelse 2016) dyrker 8 ud af 10 unge sport. Det er en fællesaktivitet, som skaber et socialt bånd mellem både klassekammerater men også venner uden for skolen.
Mange spiller fodbold, håndbold eller andet, grundet interesse og den glæde som det skaber, men tit bliver sporten præget af at være bedst og derved hele tiden at skulle yde sit ypperste.
Dette skaber en konkurrence som for mange kan være unødvendigt, men som oftest tit bliver en stor del af, at skulle spille de forskellige sportsgrene.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Liss Kiss-Meyer uddyber dog også at hun selv elsker begejstringen ved at kæmpe hårdt for medaljen, men dertil ligger hendes konklusion i
at den form for træning, for at nå til det mål, ikke er holdbar i længden. Liss Kiss-Meyer mener, at der bør tages individuelle hensyn til barnet og den unge, så det enkelte menneske kan vokse op med en social udvikling
og derfor ikke skulle tilrettelægge deres skema fra morgen til aften udelukkende med træning i første prioritet.
Sporten skal være lige så sjov, som den altid har været. Hun påpeger, at der mangler en ”Sports-Greta”, som repræsenterer, de unge, specielt i elitesporten.
Det er især de voksne i branchen, som skal gøre sig mere umage og tage ansvar her og nu, påpeger hun.
Afslutningsvis udtaler hun, at fremskyndelsen af øget niveau kan ende ud med, at der rykkes længere væk fra alt det skønne ved sportsvæksten.
Dette viser sig specielt, hvis ikke sporten passer ind i børne- og ungdomslivene. I sidste ende er det måske mere idolet som ses i de store stjerner, der lokker de unge mennesker.
Helt fra bardommen hører vi om sportens stjerner. Mange drømmer sig væk i de store landskampe med det perfekte målspark, som udgør kampen og ender med VM-pokalen.
Mens andre ser de store springstævner med flere tusind heste eller den afgørende tenniskamp mellem Caroline Wozniacki og Simona Halep.
Det hele bunder i de drømme, som bliver skabt. Som tidligere nævnt bruger unge store dele af deres liv på sporten.
Det drejer sig typisk om de 2 gange om ugen, hvor hele fodboldholdet mødes eller, hvor pigerne har håndboldkampe i weekenden.
Denne form for træning benævnes som breddetræning i klubberne. Det er for mange unge en del af den hverdag, som de elsker.
Men spørgsmålet er, hvad sker der så, når elitetrænerne står og mangler nye spiller til ungdomslandsholdene, eller hvis en spiller på holdet mangler udfordringer og rykker til ny klub, med mere konkurrence.
Måske er det her drømmen opstår for de unge, men hvor hårdt skal der presses.
Skriv et svar