Indledning
I løbet af 1990’erne voksede en ny type litteratur frem blandt de danske forfattere. Man så en afstandstagen fra den forrige generation af 80’er modernister, hvis romaner strakte sig uhyre langt i tid og rum. Minimalismen vandt fremgang og en ny skrivestil med ”less is more”-men- taliteten kom på banen. Igennem korte, upersonlige og ofte handlingsfattige noveller satte for- fatterne i langt højere grad end tidligere læseren på arbejde.

Læserens fantasi og egne erfarin- ger blev automatisk sat i spil i forsøget på at udfylde teksternes tomme pladser. Et eksempel på den minimalistiske skrivestil og den detaljefattige fortælling ses i Simon Fruelunds novelle ”Flod” fra 1997, bragt i novellesamlingen ”Mælk”, hvor substansen af den egentlige handling kan siges at foregå mellem linjerne, og hvor det er op til læserne selv at benytte sin fantasi til at udfylde de tomme pladser.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Novellens handlingsforløb er i realiteten yderst minimal, og strækker sig kun over to dage. Man følger en hverdagssituation hvor et ungt par turister, der er indlogeret på en lokal kro, køres ud til Vadehavet af jeg-fortælleren i sin traktor. På turen ud til vandkanten passerer traktoren et surfbræt med orange sejl, der i første omgang synes ligegyldig for historien.

Under ekskursionen befinder jeg-fortælleren sig i sin traktor, imens det unge par udforsker naturen og fascineres af de vilde sæler i vandkanten. Imens jeg-fortælleren indtager sin medbragte madpakke i traktoren, giver han parret én times tidsfrist, før den lille flok må vende snuden hjemad. Da tiden er gået, og fortælleren stadig ikke har set skyggen af det unge par, får man som læser bange anelser om, at noget dystert er hændt det unge par. Netop som man tror, at parrets naivitet og manglende respekt for tidevandet har ført til deres endeligt, dukker de op i horisonten. Traktorturen tilbage til kroen forløber nogenlunde gnidningsfrit trods naturens stormfulde kræfter. Antydningen af at noget er galt bekræftes dog, da fortælleren beretter kromanden om surfbrættet.

Brættet tilhørte kromandens søn, en ung windsurfer, som bølgerne tog med sig: ”Jeg hørte ham tale i telefon, og så hørte jeg, at hans kone begyndte at græde” (linje 122). En konstatering og beretning af situationen, men ingen følelsesmæssig til- knytning.