Indledning
Handlingen i Platons dialog "Phaidon" finder sted i år 399 f.v.t., på dagen hvor Sokrates skal henrettes. I de sidste timer, mens Sokrates venter på at drikke skarntydegiften, har han samtaler med sine venner. Platon selv er ikke til stede, da han angiveligt var syg.

Samtalen drejer sig primært om filosofiske emner, herunder eksistensen af sjælen og dens overlevelse efter kroppens død, som Sokrates forsøger at få sine venner til at forstå ved hjælp af sin "Jordemodermetode".

Platon introducerer i denne dialog for første gang sit "Idebegreb", dog uden at argumentere for det, da begrebet antages at være kendt og accepteret.

Faktisk er anerkendelsen af Idebegrebet en forudsætning for, at Sokrates kan argumentere for sjælens eksistens og udødelighed.

Ideerne kan eksistere uden sjælen, men det modsatte er ikke tilfældet. Ifølge Platons Idelære anses Ideerne som den virkelige og sande virkelighed, mens den verden, vi mennesker lever i, kun er en skyggeverden.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Sokrates argumenterer for, at sjælens forudgående eksistens afhænger af Idebegrebets eksistens. Uden Idebegrebet, hvordan skulle vi så kunne erkende, at noget er smukt, fordi det har del i begrebet "skønhed i og for sig selv"?

Fornuften er det, der har evnen til at erkende begreberne. Når sjælen indtager kroppen og bruger sanserne til at undersøge noget, bliver den forvirret og vakler rundt som en beruset person, som Sokrates udtrykker det.

Men når sjælen undersøger noget ved sin egen kraft, bevæger den sig hen imod de rene begreber. Dog kan sjælen, så længe den er fanget i kroppen, ikke frigøre sig fuldstændigt fra det sanselige.

Først når sjælen er fri, kan den opnå fuld erkendelse. Filosoffen ved dette, og derfor frygter Sokrates ikke døden.

Et filosofs liv er en forberedelse til "den fysiske død", som han byder velkommen, men selvmord er ikke tilladt, da mennesket tilhører guderne.

Sokrates tilføjer endnu et aspekt til Idelæren ved at inddrage associationsargumentet. For eksempel forklarer han, at ved at se et billede af Simmias kan man komme til at tænke på Cebes, og hvis man ser en lyre, kan man komme til at tænke på dens ejer.