Indledning
Historien er præget af mange velkendte forfattere og kunstnere, der på hver sin måde har afspejlet og portrætteret det Danmark, de har levet i. Det har skabt et unikt litterært indblik i vores nations historie, der kan give en særlig forståelse for det land, vi lever i.
I 2004 udgav den siddende undervisningsminister Ulla Tørnæs en liste over forfattere, som eleverne burde møde i gymnasiet.
Projektet hed ”Dansk Litteraturs Kanon”, og indeholdt en liste på 14 forfattere, som ministeren og en række eksperter mente fortjente en plads i danskfagets pensum på det almene gymnasium.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Da min dansklærer tilbage i 5. klasse uddelte Klaus Rifbjergs børneroman ”Kesses krig” rundt i klasselokalet, husker jeg tydeligt de mange suk, der nu fyldte det børnefyldte lokale.
Kommentarer som ”den ser bare kedelig ud” eller ”hvorfor skal vi altid læse oldgamle bøger” svirrede gennem luften.
Men jeg husker samtidig min dansklærers ord om, at det er vigtigt at læse bøger som denne, da det giver en forståelse for det samfund vi lever i, og al den litteratur, der skrives i dag.
Læseoplevelsen var helt unik. At mærke og fornemme besættelsestiden gennem et jævnaldrende barns øjne fangede de fleste af mine klassekammerater. Inklusiv mig selv.
Jeg læste den på en weekend, og gik mandag morgen op til min dansklærer for at bede om flere lignende bøger.
I dag er jeg taknemmelig for, at hele min opvækst var præget af aldrende dansklærere, der præsenterede bøger som ”Træl og fri” og ”Hvalernes sang” for mig i en meget ung alder.
Min kærlighed for ældre bøger og forfatterskaber er i dag stor, da de på mange måder har været en vigtig del af min dannelse. Jeg har efterhånden en bred forståelse for det samfund, jeg lever i, og det takker jeg hovedsageligt litteraturen for.
I debatindlægget ”Litterær kanon er ligesom FCK” ført i Berlingske den 22. september 2019 præsenterer gymnasielærer og litteraturanmelder Cathrine Rygaard Rasch sine frustrationer omkring den litterære kanon.
Hun kritiserer, i modsætning til Hesseldahl, kønsopdelingen i den omdiskuterede forfatterliste: ”Der er på listen over 14 forfattere én kvinde, Karen Blixen, så nu spørger jeg bare, hvorfor et stort og sejt undervisningsministerium har valgt kun at satse på mændene?” (s.1, lll. 19-21).
Debatindlægget bliver lettilgængeligt for majoriteten af danskerne, når Rasch sammenligner det ellers abstrakte dilemma med fodboldklubben FCK, som ikke tilbyder fodboldtræning til piger.
Skriv et svar