Indledning
Siden filmens tilblivelse i starten af det 20. århundrede har filmskabere verden over ladet sig inspirere af fortidens personligheder og begivenheder i eksempelvis litteraturens klassikere og i nationale myter og legender (Nielsen 1998: 64).
Carsten Tage Nielsen tilføjer i Kulørt Historie, at den historiske dramafilm ikke blot har leveret underholdning til massepublikummet, men også: ”[…] politiske budskaber […], vækket nationalfølelse eller revolutionær stolthed, været restaurative eller progressive.” (Ibid.: 65)
Den historiske dramafilm ses ofte, på trods af dette særlige nationale indhold, også af et udenlandsk publikum, fordi den indeholder flere af filmens genrer – fra krigsfilm til kærlighedsfilm.
Det er den historiske dramafilms form, der appellerer til et større udenlandsk publikum, der ofte ikke kender til de ovennævnte nationale budskaber:
”Det er de almene og genkendelige følelser, som sprænger de nationale rammer. Sorg og glæde, afmagt og frihed, had og kærlighed, godt og ondt er de følelser, de fleste kan identificere sig med, også når de indgår i en fremmed nations historie.” (Ibid.: 65)
Gunhild Agger tilslutter sig dette i ”The Role of History in Bestseller and Blockbuster Culture”, hvor Agger påpeger, at det er den generelle tilgang, der er appellerende for også det internationale publikum.
Desuden rummer historie et: ”[…] infinite arsenal of dramatic events, stories, characters and conflicts, and of all sorts of historical representations are of eminent im-portance to the development and maintenance of this culture.” (Agger 2013b)
Agger påpeger, at de historiske repræsentationer har betydning for kulturens udvikling, fordi disse skaber nye genrer og genreblandinger, ligesom at de historiske begivenheder kan fortolkes på ny i historiske fornyelser, hvilket Agger betegner som opretholdelse af kulturen.
Disse fornyelser er præget af den samtidige synsvinkel på den historiske begivenhed, hvorfor der stilles nye spørgsmål til historien.
Historisk film og TV er særdeles populært, hvilket biografernes billetsalg og bestsellerlister afslører (Ibid.).
Den historiske dramafilm regnes typisk også til filmhistoriens klassikere, hvor et af de tidligste er The Birth of a Nation (1915) af D.W. Griffith, mens der i nyere tid produceres flere historiske dramafilm om især 2. verdenskrig.
Filmskaberen henter sit stof fra historien, og igennem tegn og ikoner gøres det muligt for seeren at tids- og stedsfæste handlingen.
Det behøver dog ikke at være denne historiske ramme, der har lokket publikum i biografen i første omgang.
Det kan være filmens andre genrer, som eksempelvis kærlighedsintrigen, der har været udslagsgivende for valget af filmen.
Der kan derfor være forskelligt fokus i forhold til den historiske dramafilm, hvilket skyldes filmmediet, der inkluderer: ”[…] genre, form, skuespillerpræstation, billed- og lydkomposition, kunst, teknik, industri […].” (Nielsen 1998: 67)
Den historiske dramafilm tilføjer altså en historisk ramme, der overordnet set kan betragtes som tre forskellige bearbejdninger af det historiske.
Først og fremmest kan det fremstå som en filmisk fremstilling af noget fortidigt, hertil kan det anskues som kilder fra fortiden og til sidst kan det ses som en erindringshistorisk bearbejdning af en fælles fortid (Ibid.: 67).
Det er derfor ikke blot det historiske, der er interessant, men også samtiden, som filmen er fremkommet af og i, spiller en rolle, fordi denne samtid har en betydning for, hvordan fortiden præsenteres.
Den erindringshistoriske bearbejdning kan desuden både anskues som en filmisk fremstilling og en kilde til dette erindringsarbejde, der altså også har samtidige relationer (Ibid.: 67).
Faghistorikere har traditionelt ikke beskæftiget sig med film som kilder i forskningen, og endnu færre har inddraget historiefilmen som fremstilling og som erindringshistorie.
Hertil kan det tilføjes, at filmskaberen og faghistorikerens møde ofte er præget af konflikt og debat (Ibid.: 68), hvor faghistorikere har kritiseret den historiske dramafilm for sin behandling af det historiske forløb.
Et af kritikpunkterne har bl.a. været, at den historiske dramafilm tilføjer og fjerner elementer fra det historiske forløb:
”Det får nogle faghistorikere til at afvise, at historiefilmen har noget at gøre med historie.” (Ibid.: 68)
Nogle faghistorikere har desuden set det som deres opgave at afsløre den historiske dramafilms fejl og mangler ved fremstillingen af det historiske forløb.
Man kan således fremhæve, at det kan være ganske givtigt at erkende forskellene imellem historieforskningen og mediekulturens historiebrug, men at det kan være lige så givtigt at erkende at også mediekulturens historiebrug: ”[…] ikke på forhånd er dømt til at være unøjagtige og inferiøre gentagelser af det, som historikerne har formuleret mere indsigtsfuldt og præcist i deres værker.” (Agger 2013a: 260)
Den historiske dramafilm leverer altså en anderledes indsigt og indlevelse i de historiske processer, den skildrer, ligesom at spørgsmål og synspunkter, som ikke før er set i historieforskningen, formuleres.
Dette faktiske forlæg kan også siges at være baggrunden for En kongelig affære, der ikke blot har været en stor biografsucces i Danmark, men ligeså appelleret til et større udenlandsk publikum, hvor Oscarnomineringen må siges at være kronen på værket.
En kongelig affære kan siges at omhandle en national fortid, der ikke blot er særdeles velkendt men også problematisk, idet kærlighedsaffæren imellem Johann Struensee og Dronning Caroline Mathilde, samt Johanns politiske magt, kan udlægges og fortolkes på forskellig vis.
Dette speciale vil således omhandle den fortolkning, En kongelig affære forsøger at levere, hvilket har ført til følgende problemformulering:
Hvordan formidler En kongelig affære historie, og hvordan forholder filmen sig til genrer som den historiske dramafilm, herunder kostumedramaet, og den historiske biografi?
Hvilken rolle spiller æstetiske elementer som dramaturgi og stil? I hvilken grad er der tale om, at filmen kan ses som et historisk dokument?
Med relevant teori om historieformidling, den historiske dramafilm, herunder kostumefilmen, og om den historiske biografi analyseres Nikolaj Arcels En kongelig affære.
Med grundlag i teori og analyse afsluttes opgaven med en diskussion, der har til formål at diskutere ovennævnte spørgsmål, dvs. filmen som historisk dokument. Der perspektiveres desuden til P.O.
Enquists Livlægens besøg og Bodil Steensen-Leths Prinsesse af blodet, der også er eksempler på bearbejdning af samme historiske begivenhed.
Jeg har valgt En kongelig affære, fordi filmen skildrer et interessant udsnit af en historisk fortid, hvor flere fortolkninger har gjort sig gældende.
Det er derfor særligt interessant at se på, hvilken skildring filmen forsøger at fremkomme med, og på hvilke punkter man kan snakke om historisk fornyelse.
Desuden har En kongelig affære opnået stor international anerkendelse, hvilket også er et interessant forhold, der antyder at denne meget specifikke nationale erindring har et mere generelt appellerende indhold også.
I det følgende teoriafsnit tages der udgangspunkt i en introduktion til historieformidling, nærmere bestemt til historiebrug og erindring.
Jeg indleder med dette, fordi jeg har fundet det særligt væsentligt med dette overordnede blik før det mere specifikke teoriafsnit om historieformidlingen på film.
Herefter følger genredefinitioner af den historiske dramafilm, kostumedramaet og biopic’en, hvor enkelte karaktertræk karakteriseres i underordnede afsnit.
Dette teoriafsnit efterfølges af en analyse af En kongelig affære, der udføres på baggrund af teoriafsnittets begrebsdefinitioner og på baggrund af en registrant af En kongelig affære, der findes i appendiks.
Der introduceres undervejs i analysen til de enkelte afsnit. Afslutningsvis vil der være en diskussion af ovennævnte problemstilling, ligesom at specialets resultater vil blive opsummeret i en konklusion.
Indholdsfortegnelse
Indledning 1
Teori 5
Historie som livsverden 5
Mytisk fortid 8
Historie på film 9
Genredefinition: Den historiske dramafilm 11
Filmskaberen som historiker: relationen mellem film og fortid 13
Genredefinition: Kostumedramaet 14
Kostumedramaet og kulturarven 15
Kostumemelodrama: kvindelighed 17
Genredefinition: Iscenesættelsen af et liv - biopic 18
Familiens og venskabets rolle 19
Politisk biopic 20
Analyse af En kongelig affære 22
Dramaturgi – en historisk præmis 22
Handlingsforløbets struktur 23
Historie som en levet proces 26
Et historisk drama 31
Fortællingens drama 31
At gennemleve historie: stilistiske virkemidler 34
Mere end en samling af fakta 41
Relationen mellem film og fortid 45
Kostumedrama: et kvindeligt perspektiv 47
Parykkens indtog 47
Det narrative centrum – et kvindeligt oplysningssynspunkt 50
En kongelig kulturarv 54
Biopic: Venskab og berømmelse 56
Et politisk plot: ven eller fjende? 56
At omdanne historie til En kongelig affære 60
Diskussion: problematisk historie? 62
Konklusion 69
Kildefortegnelse 73
Summary 76
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Den politiske biopic er en subgenre af biopic-genren, og er ligeledes en forholdsvis overset genre i Danmark.
I USA har den dog længe været meget populær, idet der er produceret flere film om landets præsidenter – og der eksisterer ofte flere film om samme præsident.
Andreas Halskov har i sin artikel ”The Biography of Great Men – The Political Biopic in America” formuleret en række karakteristika, der er typisk for den politiske biopic.
Først og fremmest skildrer og dramatiserer den politiske biopic en central politisk figur og dennes liv.
Den politiske figur spilles af en skuespiller, hvor der er fokus på: ”[…] tour de force acting […]” (Halskov 2012) i forbindelse med figurens fysiske og psykologiske karaktertræk, hvor der lægges særlig vægt på ansigtets og kroppens fremtoning, verbale færdigheder, gestikulationer og mimik.
Hertil kan tilføjes, at der lægges et dualistisk syn på denne historiske figur, idet denne både fremstilles som en offentlig og en privat karakter.
Den politiske biopic er desuden en fiktionaliseret fremstilling af en autentisk historisk begivenhed, hvor tragedie og succes virker til at tiltrække hinanden.
Ofte sammenstilles en politisk succes med en privat tragedie – evt. protagonistens død. Endelig indeholder den politiske biopic en række elementer, der forstærker autenticiteten som eksempelvis avisoverskrifter eller arkivmateriale (Ibid.).
I USA er den politiske biopic – som den typiske amerikanske film – strømlinet efter ’the genre system’ (Ibid.), hvor filmen uden videre kan genkendes som en biopic.
Men Andreas Halskov fremfører desuden, at den politiske biopic i USA også kan ses som en del af ”the star system” (Ibid.), hvor filmen fungerer som: ”[…] natural vehicles for great actors and actresses.” (Ibid.)
Dette bevirker, at den politiske biopic kommer til at have en dominerende placering i forbindelse med Oscaruddelinger, fordi filmen er afhængig af denne skuespillers evne til at imitere den historiske figur.
Denne imitation og karakterstudiet virker ofte så positivt for skuespillerens berømmelse og succes, at man kan snakke om, at selve rollen giver fremdrift i skuespillerens karriere.
Dette potentiale som ’star vehicle’ næres af samfundets stigende interesse for den virkelige verden, hvilket, for USA’s vedkommende, kan forklares med landets personaliserede tilgang til historie.
Denne personaliserede tilgang til historie forklarer også, hvorfor den politiske biopic ikke er populær i Danmark – og hvorfor den netop er det i USA.
De fleste danskere er, ifølge Halskov, ikke klar over, hvem der har underskrevet Danmarks Riges Grundlov, mens de fleste amerikanere helt har styr på, hvem der har underskrevet The Declaration of Independence, fordi disse anskues som ’The Founding Fathers’ (Ibid.) – og har leveret stof til en række filmatiseringer.
Skriv et svar