Indledning
Novellen ”En dør forsvinder” er skrevet af Marina Cecilie Roné, og udkom i novellesamlingen i ”Ud af et skød” fra 1990. Novellen handler om en pige, som hedder Anne Mona.

Hun bor hos sine forældre. Historien begynder dagen efter en dag, hvor der er sket noget, som vi ikke får nogen direkte viden om.

Noget er forandret, og Anne Mona føler, at hendes mor ser på hende på en anden måde, end hun plejer. Anne Mona skal rydde op på sit værelse, men da hun går i gang, kan hun ikke rigtig finde ud af det.

Efter hun har ryddet op, roder hun værelset til igen. Hun tænker på sin far og frygter, at han ikke kommer hjem igen.

Det forbindes med en hemmelighed som de har sammen, og som Anne Mona er bange for at moren kender til, nemlig at faren har voldtaget hende.

Hun vælger efterfølgende at rydde op, her har hun svært ved at huske ting, der næsten lige er blevet sagt til hende, og forestiller sig ting, der i virkeligheden kun sker oppe i hendes hoved.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I novellen ”En dør forsvinder” optræder 3 personer, hovedperson Anne Mona, og bipersonerne hendes forældre.

Vi ved ikke hvor gammel Anne Mona, men vi kan formode, at hun er omkring 7 år gammel, da hun er i en alder, hvor hun selv kan tage tøj på, og hvor hendes forældre begynder at stille krav til hende, f.eks. at rydde op på sit værelse.

Anne Mona har nok levet et godt og trygt liv, hvor hun er blevet elsket og fået en masse kærlighed, hvilket vi i første linje, kan gå ud fra, at hun ønsker at sin mor, var lige som i går, hvilket nok var en sød og rar mor.

Efter at have haft sex med sin far, falder Anne Monas verden fra hinanden. Anne Mona formegentlige traumer, om sin episode med faren.

Da hun stadig kan mærke farens hænder omkring sin hals.2 Dette påvirker Anne Monas handlemåde, hun kan f.eks. ikke få ting til at stå rigtigt på hylderne; ”Hver gang hun skal til at stille en ting på plads, står hun lidt med den i hånden.

Hun tænker sig længe om, for pludselig er der mange ord, hun ikke kan huske. Selvom hun har hørt dem hundrede gange før, er ordene fremmede for hende.

Hun siger navnet på hver ting højt for sig selv, og ordene bliver endnu mere underlige.”3 Ordet “underlig” bruges til at pege på en fremmedgørelse.

Moren kigger på Anne Mona med “underlige øjne”, og som vi ser i citatet her, er ordene blevet “underlige”. Anne Mona har altså mistet sin stabilitet og tryghed.

Dette ses også når hun oplever, at “ingen af hylderne er den rigtige”4, og at “tingene bliver ved med at stå forkert.”5