Indledning
Gennem litteraturhistorien har der altid eksisteret en tendens til gentagelse, hvor ideer og tanker fra en æra giver plads til nye forestillinger og tendenser.
På denne måde udtrykte barokken en middelalderlig påvirkning med stærke kristne elementer og en dualistisk verdensforståelse.
Oplysningstiden lignede renæssancen i sin betoning af filosofi og videnskab, det moderne gennembrud antog en næsten ny oplysningstidslignende karakter, og modernismens symbolisme var tydeligt inspireret af universalromantikken.
Selvom filosofisk genbrug har fundet sted, er dansk litteraturhistorie præget af skarpe brud mere end flydende overgange, hvilket har resulteret i meget forskellige perioder på flere områder.
Et af disse områder er dødsopfattelse, og hvordan litteraturen behandler og betragter døden – en problematik, der vedrører os alle.
Som en velkendt kliché siger, er det eneste sikre i livet døden, og derfor har døden været et markant tema i litteraturen lige fra dens spæde begyndelse.
I min gennemgang af de litterære strømningers perspektiver på døden har jeg valgt at fokusere på tre digte, hver repræsenterende romantikken, det moderne gennembrud og moderniteten.
Indholdsfortegnelse
Indledning
Romantikken
En digters sidste sang
Det moderne gennembrud.
Saa Standsted
Modernitet
Mennesket og digteren
Litteraturliste
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Sammen med forfattere som Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Amalie Skram var J.P. Jacobsen en af de mest markante litterære skikkelser i perioden, der fulgte efter romantikken.
Denne periode, kendt som det moderne gennembrud, strakte sig over to årtier efter 1870 og udgjorde en realistisk reaktion på romantikkens idealistiske litteratur.
Det moderne gennembrud havde sin rod i den industrialisering og urbanisering, der fandt sted i Danmark, hvilket skabte en voksende arbejderklasse.
Georg Brandes, en litteraturkritiker, opfordrede samtidens forfattere til at udfordre kirken, social ulighed og samfundets syn på kvinder.
Dette gjorde han gennem en række forelæsninger kaldet "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur". Forfatterne imødekom Brandes' opfordringer, og tiden der fulgte blev præget af kritisk og realistisk litteratur med fokus på sociale forhold.
Skildringerne spændte over vilkårene for de fattigste på landet til borgerskabets kvinder. Det var også i denne periode, at den naturvidenskabelige tilgang begyndte at vinde frem.
Det naturalistiske syn på mennesket som naturbestemt og formet af arv og miljø kom til at præge datidens litteratur.
Denne naturalistiske tilgang gav anledning til debatten om seksualmoral og seksuel frigørelse, også kendt som sædelighedsfejden, hvor forfatterne spillede en rolle.
Eksempelvis berettede Amalie Skram i sin roman "Lucie" om en underklassepige styret af sine drifter. I denne tid var udviklingsromanen og det naturalistiske drama de vigtigste skønlitterære genrer.
Skriv et svar