• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 1282

Indledning
Jeg husker tydeligt hvor spændende, ja sågar berusende, det var at stå ved blad- og avissektionen i supermarkedet, da jeg var yngre.

Fængende overskrifter, som på sin vis formidlede begivenheder, der akkurat havde fundet sted. En kunst mestret af især Ekstrabladet og B.T.

I den anden ende af registeret kunne man finde ”sladderbladene” som Se&Hør og Billedbladet, der prioriterede at dække kendte menneskers affærer samt deres nye kjoler.

På trods af forskelle i nyhedsprioriteringer havde aviserne og bladene retorikken og den dramatiske sans til fælles.

Idet mine forældre altid har abonneret på Politiken, blev der dengang ikke købt andet fra hylden end den nye udgave af Anders And til mig selv.

Eftersom jeg er vokset op i 00’erne har jeg nok oplevet flere eksempler på sensationsoverskrifter i aviserne, end børn der voksede op for 50 år siden, hvor tabloidpressens metoder måske ikke i høj nok grad havde cementeret sig i nyhedsformidlingen endnu.

På trods af nogle af de førnævnte avisers sensationsretorik har jeg dog altid skelnet mellem dem og de ”poppede sladderblade”, som jeg jo lærte, at de hed.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I det senmoderne samfund kan man snakke om den øgede refleksivitet, som gennemsyrer det moderne individ i alle mulige afspejlinger.

Anthony Giddens teorier er noget af en mundfuld, men præcis hvor stor er ikke til at vide, for vi har ikke taget et målebånd med.

Dog må man sige, at de refleksive tendenser som han beskriver kan ses i mange moderne afkroge, men især i den moderne nyhedsformidling er det fremtrædende.

Forestil dig at være i en respondents situation, og skulle svare på en storm af spørgsmål som for eksempel ”hvorfor det og hvad skal der ske?” og ”hvordan føles det?”.

Tja, mon ikke man som respondent efterhånden har vænnet sig til det og er det virkelig så synd for dem, som Lasse Jensen beskriver det?

Når man i dag tænder for fjernsynet er de mange roller, som reporterne bliver nødt til at mestre meget synlige, og hvis man er enig med Lasse Jensen kunne man kalde det ”tabloidagtige prioriteringer” og ”kalorielet” journalistik.

Hvis reporteren selv bliver et slags ”øjenvidne”, er det så gået så vidt, at vi kan begynde at snakke om fiktionskoder i nyhederne?