Indledning
Dokumentaren kommer tæt på to mænd, der engang boede på det famøse drengehjem beliggende i Godhavn. I løbet af 1960’erne bliver begge mænd taget fra hjemmet og placeret på drengehjemmet.
Samtidig bliver afstraffelse ved hjælp af slag og vold ulovligt i Danmark. Dette er dog i stærk kontrast til drengehjemmet Godhavn, hvor der forsat benyttes slag og vold som afstraffelse. Desuden er dokumentarfilmen lavet af DR og blev udgivet i 2004.
Dokumentaren har både træk fra den forklarende og den performative dokumentar. Filmen lægger dermed fokus på argumentationen og virkemidler ved hjælp af arkivstof, som ses i den forklarende genre.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Filmen viser de to voksne mænd tage tilbage til Godhavn, hvor de mindes tiden de tilbragte på stedet. På stedet beskriver de blandt andet, at stedet ikke havde ændret sig meget, men nærmest lignede sig selv fra den gang.
Dog har nogle ting ændret sig. Dengang sov drengene aldersfordelt i store sale og meget tæt. Sådan er det ikke længere. Dertil viser dokumentarfilmen, de store røde bygninger, der omgiver en gård.
Dog er det primært det psykiske miljø, der har mærket drengene for livet. I dokumentaren beskriver de den daværende forstander Beck som hård, og Johnny Viinblad udtaler
at ”Jeg kan næsten mærke, hvordan mit blod fryser til is” (04:42), da han mindes den første gang, han mødte forstanderen. Viinblad var altså allerede bange for Beck første gang de mødtes.
Desuden nævner dokumentaren. hvordan forstander Beck har været frontløber for at udnytte drengene, der boede på hjemmet.
Der bliver blandt andet beskrevet, hvordan han ville sætte sig på drengenes mave og bryst indtil de blev helt blå i hovedet, men også hvordan han gav slag, hvis drengene ikke vaskede deres hænder hurtigt og godt nok.
Dokumentaren sætter generelt mere fokus på det psykiske miljø frem for det fysiske, og dette er, fordi drengene primært har gennemlevet trauma psykisk i stedet for fysisk.
Der er en tydelig vinkel i filmen, da der udelukkende bliver snakket dårligt om drengehjemmet.
Dog snakker de to voksne mænd med den nuværende forstander, der forsikrer dem om, at det i dag er anderledes, og at drengehjemmet ikke længere gør brug af afstraffelse ved hjælp af vold.
Dokumentarens generelle påstand er, at drengehjemmet har mærket drengene for livet, og dermed at det aldrig skulle være sket.
For at understøtte påstanden bruger filmen de to primære første håndskilder, som er de to voksne mænd, der som børn boede på stedet.
Påstanden er desuden tydelig gennem hele filmen, hvor der især er fokus på afstraffelser, der foregik, men også hvordan man kontrollerede drengene med medicin.
Skriv et svar