Indledning
Er det nødvendigt at slippe menneskers indre dæmon løs, når det vil rykke på hele den danske nationens selvopfattelse, og opfattelse af krigsudsendte danske soldater?
Svaret til dette er ja, ifølge filmandmelderen Per Juul Carlsen, der har skrevet artiklen ”BÆSTET I CIVILISATIONEN”, som blev bragt i Det Danske Filminstituts festival magasin, november 2010.
Det vigtigste spørgsmål er således hvorfor dette er nødvendigt. Carlsen har været inde og set en tidelig genindspilning af dokumentarfilmen ”Armadillo”, som forårsagede en betydelig og kontrovers debat om upassende militæradfærd blandt danskere.
I artiklen ytrer han sin holdning om synspunktet der lyder, at den danske nation ikke vil være i stand til at se sig selv som danskere på samme måde som før - efter at have set filmen.
Janus Metz, instruktøren af ”Armadillo”, holder nemlig intet tilbage i dette intime portræt af unge soldater, der ser ud til at miste deres menneskelighed under krigens brutale omstændigheder.
Hvad der er kontroversielt og har været med til at skabe debatten i Danmark, er muligheden for, at der bliver begået en ’likvidering’ næsten lige for næsen af os.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Et nøglepunkt som instruktøren netop skal gøre sig store overvejelser om er dokumentarens fortælleformen.
Nogle giver nemlig mere anledning til etiske overvejelser hos dokumentarismen ift. de medvirkendes deltagelse end andre.
Kigger vi f.eks. på den observerende fortællerform, som bliver brugt i ”Armadillo”, er der hovedfokus på observation af det spontane.
Der bliver altså optaget, hvad der skete, mens det skete, til stede og på den måde tillader filmen folket og handlingen at tale for sig selv.
Heri ligger dokumentarfilmens særegenhed og styrke, men samtidig kan dette også skabe dens dilemma.
Dette udtaler Janus Metz om hans uklippet film: ”Det er en analytisk film på et andet plan og derfor har folk også kunnet finde mange forskellige håndtag i den.
Den trænger ned i paradokset og dilemmaet og lægger det frem for os og stiller spørgsmål.” (s. 4, ll 74-76).
I det samme dokumentaristen henter stof fra virkeligheden, vil den fremviste sag altid ske ud fra en personlig holdning eller synsvinkel, og fortællerens rolle i forhold til modtageren bliver derfor et vigtigt opmærksomhedsfelt.
Vælger man at bruge f.eks. den autoritative dokumentarfilm, som er karakteriseret ved at have en markant voice-over, er modtageren aldrig tvivl om hvad der fortælles og hvorfor.
Til forskel fra den observerende fortællerform, bestræber denne form sig på at gøre det bestemte emne, den dokumenterer og argumenterer så entydigt forståelig som muligt.
Instruktøren har altså en meget klar plan over strukturen og kan blandt andet gennem klipning vælge, at anvende de klip af de medvirkende, som frembringer buskabet af filmen.
Udfordringen ved at bruge den observerende fortællerform kan dog være at man ikke kan forudsige hvordan folk agerer i de forskellige situationer.
Derfor er det væsentligt at pointere at det kontroversielle adgangsniveau til virkeligheden i en dokumentarfilm kan forårsage, som Janus Metz sætter trumf på, at de medvirkende nærmest føler sig underkastet en kontrakt med tavshedspligt.
Som de medvirkende i ”Armadillo” udtaler: ”De var vrede, kede af det og nervøse for at blive stillet for en krigsret, miste deres arbejde eller blive spyttet efter på gaden.
De følte at jeg havde forrådt deres tillid.” (s. 5, ll 120-122). Hermed opstår spørgsmålet, om instruktøren skal fortælle de medvirkende, at de risikerer at blive dømt på deres bl.a. irrationelle opførelser negativt. Men skal virkeligheden gemmes bag lukkede døre fordi vi ikke kan tåle at se på den?
Skriv et svar