• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1033

Indledning
Vi lever i et frit land, med ytringsfrihed. Det vil altså sige at vi har ret til at ytre os, upåvirket af andres holdninger. Det er bare ikke altid andre har samme holdninger, især ikke hvis man vælger at ytre sig om sig selv, eller ens egen barndom.

I disse tilfælde har man vel ret til at dele lige så meget ud af sig selv som man har lyst til, til det er der dog nogen der mener det er bedre at selvcensurer sig selv.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Klaus Wivel skriver i sin leder ”REGLER gælder ikke for stor litteratur”. Han siger hermed at når det handler om litteratur, har man ret til at skrive hvad som helst, uden man nødvendigvis behøver at bekymre sig om hvordan det bliver modtaget af andre.

Ud fra det kan man også læse at han altså ikke mere at Hassan behøver at selvcensurer sig selv i sine tekster, om hans opvækst, eller hans liv generelt.

Farrokhzad ved godt at Hassan blot prøver at ytre sig om i hårde fortid, men hun mener også at i nogen tilfælde er det ikke ham selv der bestemmer hvordan det bliver formidlet. ”

Jeg er ikke i tvivl om, at Hassan vil sætte ord på sin vrede, frem for at tage føringen i en inkvisition. Men jeg tror også, at tekster kan have en effekt i verden, der ikke nødvendigvis behøver at afhænge af en dagsorden.

Især ikke i en formidlet tid, hvor hyperteksten - for eksempel interview, hvis udformning forfatteren ikke kontrollere - ofte bliver lige så vigtig som teksten”.

Her prøver Farrokhzad at sige at nogle gange bliver en forfatters tekst mere politisk i stedet for at se på eksempelvis digtsamlingen, hvor Hassan skriver om sin fortid, men i stedet bruger Dansk Folkeparti det som et argument til deres egen fordel.

”DER findes ingen anden digter so Yahya Hassan i dansk litteratur, og det har der aldrig gjort (…) Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk

som så konsekvent og med en så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.”

skriver Klaus Wivel i dette stykke både roser og kritisere han Hassan, for at være en helt igennem fantastisk forfatter, men på samme tid også formå at ramme og udstille læseren omkring.