Indledning
Kønsroller har gennem tiden skabt stor debat. Litteraturen spiller en stor rolle for, hvordan mennesket opfatter kønsrollerne i samfundet.
Flere forfattere har forsøgt at gøre op med de klassiske kønsroller, da der ikke er ligestilling mellem kønnene.
Adda Djørup formår i sin novelle “Der er ingen ende på Paris” fra 2015 at tematisere den evige magtkamp mellem de to køn, hvori hun bryder den stereotypiske forestilling om, at kvinder svage.
Novellen ”Der er ingen ende på Paris” foregår i Paris og begynder in medias res. Her møder læseren to fremtrædende personer, hhv.
en kvindelig jegfortæller, som skal deltage i en konference for sit arbejde, og en fremmed mand, som hun møder på en bar dagen forinden.
Novellen er præget af et kronologisk handlingsforløb, hvor den kvindelige hovedperson i begyndelsen fremstilles som værende en træt, enlig mor: “Jeg griber ikke nogen i aften.
Folk kan falde ned fra liner eller dratte ud ad vinduer - jeg løfter ikke en finger. Siden frokosten på flyet har jeg drukket hvidvin i et langsomt, men støt flow, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har gjort dét.
Arbejde, børn, ingen mand” (afsnit 2, l. 3-6). Det fremgår i citatet, at kvinden har en masse ansvar derhjemme, som har medført, at hun har tilsidesat sine egne behov og glemt sig selv.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Novellen fortælles i præsens og er præget af medsyn, da handlingerne fortælles i takt med, at de finder sted:
”Der er en lysten anerkendelse i hans blik, vi cirkler ubevægelige omkring hinanden. Dunk. Dunk. En lille udvidelse af hans næsebor afslører ham sekundet før han angriber, og kuglen smælder blødt ind i hans mørke bryst” (afsnit 27, l. 4-6).
Det er en intens scene, som skaber en spænding, og læseren kan nærmest hører deres hjerteslag. I denne scene, hvor manden er i fare, er der en scenisk fremstilling, som giver læseren oplevelsen af at være til stede.
Samtidig viser den også den evige kamp mellem kønsrollerne: mandens dominans vs. kvindens dominans.
Mandens anerkendende blik virker tilfredsstillende, da han har fundet sin ligemand. Dog er det gennem jegfortællerens indre synsvinkel, at dette fremgår.
Det kan derfor være svært at vurdere, hvorvidt manden har overgivet sig og anerkendt sit nederlag. Der er flere steder i teksten, hvor kvinden virker utroværdig, da det kun er hendes perspektiv på begivenhederne, læseren har adgang til.
Dermed svækkes forholdet mellem hovedpersonen og læseren, hvilket medfører, at læseren endnu en gang ikke får sympati med hende.
Novellen fortælles også med bagudsyn, hvor jegfortælleren bryder handlingsforløbets kronologi ved at inddrage den gamle bartender fra den “diminutive bar”, som fortælleren husker fra sin ungdom i Paris.
På trods af, at værtinden er for gammel til jobbet som bartender, er hun alligevel iført meget makeup.
Dette er med til at tydeliggøre den facade, hun skal kæmpe med for at tilpasse sig rollen som en frisk bartender.
Både manden og kvinden kan spejles i værtindens facade, da de på samme måde skal kæmpe med at skjule deres mørke side. Karaktererne kan derfor først føle sig tilpas, når de har smidt facaden.
Forfatteren Adda Djørup har benyttet sig af sproglige virkemidler i form bl.a. billedsprog til at tydeliggøre hovedpersonens udvikling.
Kvinden sammenlignes med forskellige former for vand. Denne forvandling kan sammenlignes med kvindens trang til at jage og dræbe sit byttedyr: manden.
Trangen udvikler sig langsomt og vil kun vokse og fortære hende, hvis hun ikke handler. Ved mødet med manden sammenligner hun sig selv med “en bæk, der klukker” (afsnit 3, l. 6)
og denne idylliske beskrivelse af, at hun er en del af naturen, står i kontrast til, at bækken forvandles “… til flod, til et frådende hav, jeg kan svømme i, til jeg drukner” (afsnit 4, l. 7-8).
Denne metafor antyder, at kvinden vil drikke sig fuld, da det giver hende en ny form for styrke og selvtillid.
Djørup formår at skrive en novelle, der er præget af en ironisk sprogtone på trods af, at den behandler et essentielt emne som kønsroller: “Han forstår hvad det handler om.
At nå havet, at drukne. Så må han gerne genoplive mig” (afsnit 13, l. 3). Hun opnår styrken til at flygte fra sine problemer gennem alkoholen;
dog bliver kvinden alligevel fremstillet svag. Denne passage giver udtryk for den klassiske forestilling om, at manden kommer en kvinde til undsætning og redder hende.
Skriv et svar