Indledning
Ordet ”ligestilling”, er et ord, som har været meget fremme de seneste mange år og er blevet et mere accepteret debatemne jo flere år der går.

I dag er ingen fastlåste og skal som sådan ikke afhænge af det andet køn, men har det altid været sådan?

Dette spørgsmål bliver belyst i novellerne ”Den sidste balkjole” fra 1887 og ”Den sidste aften” fra 1880 skrevet af Herman Bang.

Disse to noveller var skrevet i tiden 1870-1890, som vi kalder det moderne gennembrud. Her spiller fastlåsheden og kønsrollerne en lidt større rolle, end man måske lige gik og troede.

Herman Bang tematiserer i novellen ”Den sidste balkjole”, hvordan kønsrollerne og den fastlåshed, det medførte at være kvinde i tiden under det moderne gennembrud.

Han demonstrerer uretfærdigheden, ved at man som kvinde uden en mand var fortabt og skuffede sin familie.

Han sætter, det han mener er et problem til debat og udtrykker tydeligt, hans kritiske holdning, til det at være kvinde i tiden under det moderne gennembrud.

Uddrag
”Den sidste balkjole” af Herman Bang bliver indledt med en in medias res, hvilket gør at den ikke er meget beskrivende, da Herman Bang stryger indledningen og springer direkte til handlingen.

Efter lidt, bliver man som læser introduceret for et flashback, som præsenterer, hvad der er sket i årene frem til denne vigtige situation, som ballet er (fra linje 34).

Herman Bang har i novellen gjort brug af den impressionistiske skrivestil, da novellen har træk fra den sceniske fremstilling, da vi er direkte inde i handlingens midte og ser på handlingen, som et teater.

Herman Bangs mening skinner også i novellen klart igennem, det gør den, da han gør brug af fortællerkommentarer. Spændingen bliver opbygget og vi kommer tættere ind på konflikten, som er at de søstre skal skaffe sig en mand og forsørger.

Vendepunktet i novellen er der, hvor alt fokus bliver rettet fra storesøsteren Emma til lillesøsteren Antonie, da Emma ikke bliver gift med Otto og nu er blevet for gammel.

Novellen bliver afsluttet med en lukket slutning, selvom konflikten stadig ikke er løst og alting på en måde ender, som før da de to søskende ender hjemme ved mor, uden en til at forsøge dem.

Novellen slutter med Antonie bryder ud i gråd, fordi hendes ungdom er forbi og håbet er tabt. Derved kan man sige at novellen er bygget op om strukturen

Hjem - Ude - Hjemløs, fordi de ender uden en forsørger og nu er blevet for gamle, for at mænd finder dem interessante.

Novellen er opbygget efter den sceniske fremstillingsform, da vi er direkte i handlingens midte. Man har som læser følelsen af, at være helt tæt på begivenhederne, som i en film.

Et eksempel på scenisk fremstilling er ”Antonie knælede ned på den frosne jord, tog søsterens hoved mellem sine hænder og græd - hun også; for trøst vidste hun ikke.”

(linje 112-114). Der bliver også benyttet refleksion i novellen, da fortælleren selv kommer ud med tanker om i dette tilfælde familiens fastlåshed.

”Men når dagene går som for enkefruen og hendes døtre - mærker man slet ikke, hvor hurtigt de løber og hvor hastigt de bliver til år.”