Indledning
Den danske kernefamilie anno 20201 er atter en sammensat størrelse. Forestillingen om et livslangt forhold virker som fortid, og som noget, der hører fortiden til. En tid, hvor man ikke blev så gammel som i dag.
Uddrag
I artiklen “Litteraturen kredser om den forbaskede familie” udgivet på Kristeligt Dagblad funderer Lise Kabell Søgaard over udstillingen af vores alle sammens menneskelige - og helt naturlige - mangler.
Men hvorfor overhovedet læse læse bøger om lige præcis dét, vi alle går og døjer med til hverdag - den forbaskede familie.
Ifølge Anne-Marie Mai, professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet, er familien symbol på udviklingen i samfundet: “familietemaet dukker stadig op, og det, tror jeg, skyldes, at der er stærke forandringer omkring familien for tiden.
Det, der sker uden om familien, slår også ind i den.” En af de tendenser, der har fået mere fokus de senere år, er ensomheden, hvor professoren mener, at familien i dag vises som et sted, hvor vi er alene.
“Selvom de er i en familie, så er de alene. Det billede, tror jeg, skyldes, at nutidens tilværelse er presset; det er svært at finde tid, rum og overskud til fællesskabet.
Der er ikke rigtig kræfter til at nå hinanden og leve sig ind i hinandens tanker og motiver,” siger hun.
---
Gud taler ud, skrevet af Jens Blendstrup, er et godt eksempel, hvor en såkaldt kernefamilie ikke kan associeres med positivitet, idyl og harmoni.
Bogen er selvbiografisk, hvor læseren får et indblik i Jens Blendstrups barndom, hvor han lever med sin familie bestående af far, mor og børn.
Igennem bogen tager Blendstrup os på en rejse gennem hans opvækst i det nordlige Risskov. Især er det hans far, der bliver kaldt gud, der er i fokus.
Hjemme er alkoholiseret og præget af vold. Gud har magten i husstanden, der bygger mere på gamle normer, hvor manden har magt, og kvinden skal adlyde.
Et eksempel, er da Gud har fødselsdag, og han beordrede, at hans kone skulle tage ud og handle ind.
På turen brækker hun sin arm, dog undlader hun at fortælle det til Gud, for hun ved, at det ville ødelægge hans fest.
Man kan sige, at Jens Blendstrup måske ikke ville have været forfatter, hvis han var opvokset i nyere tider, da de gamle normer og standarder i stor stil er forduftet.
Hele hans forfatterskab er nemlig grundlaget for hans forfatterskab, hvor især hans har levemåde har præget opvæksten.
I bogen står der mellem linjerne, at Jens og hans søskende manglede stimuli, hvorfor de blev rastløse og endte med at drille gud ofte, hvilket kunne medføre til vold.
Guds adfærd overfor hans kone og hans børn er tydeligvis præget hans egen opvækst. Det fremgår nemlig, at Gud føler sig magtesløs når han er sammen med sin far.
Og med skiftet fra de gammeldags normer, hvor mændene havde magten og autoriteten til at udføre vold på deres børn, må man sige at der har været et hav af mønsterbrydere i nyere tid.
Skriv et svar