Indledning
Sofie Lindes bekymring for problematikkerne om sexisme, krænkelseskultur og ligeløn i mediebranchen bør vi bestemt tage alvorligt.

Men både hendes fremstilling og den overordnede fremstilling af sexisme er ved at tage overhånd, altså hvis du spørger Inger Støjberg.

Ja, overordnet set har vi et problem med forskelsbehandling på baggrund af køn som Sofie Linde er inde på, men overdriver ikke nogen af dem lidt, ved at tage historier op for 10 år siden?

I bund og grund skal vi dog ikke lukke øjne og ører, for at kvinder stadig ikke har de samme muligheder som mænd. Især fordi at det på ingen måder er i orden men dels fordi at flere og flere mener, at debatten har taget overhånd.

Derfor er vi nødt til at åbne samtalen op, så flere og bliver inviteret indenfor. Hvis vi vælger at lukke dem ude, hvad sker der så? Risikerer vi så ikke at flere og flere ikke indser alvoren?

Uddrag
Hendes tale er også domineret af pathos-appelformen, da hun som sagt taler fra hendes egne historier og erfaringer. “Jeg er helt oprigtigt så sindssygt glad for at være vært i aften, jeg er faktisk vildt stolt af at være vært.”

Dette eksempel kaster lys over positive følelser til tilskuerne, hvorimod at hun i dette eksempel; ”Jeg har været i mediebranchen i 12 år, og hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo.

Så har jeg mødt ekstremt mange magtfulde mænd, der har været pisseulækre,” snarer appellere til tilskuernes følelser, ved at igen komme med en negativ situation eller holdning om dette.

I modsætning til at hun benytter erfaringsargumenter, så argumenterer hun også, ved at nå ind til hver enkelt persons følelser.

Begge argumenttyper bygger godt oven på hinanden, hvor de tilsammen er med til at overbevise modtageren. Sofie Linde benytter et velforstået og let sprog, som rammer en hver modtagergruppe.