Indledning
Gennem længere tid har klimakrisen været et problem. Faktisk er det blevet så stort, at man er begyndt at skrive om det i aviser, sende det på tv, lave taler og digte om det.
Hvis man skulle tro på alt det man hører og læser, vil man tro at vi ligger for døden. Det er svært at konkludere andet, når man læser et resume af talen som Greta Thunberg fremførte til FN`s klimaopmøde i New York i September 2019, hvor verdens magthaver var til stede:
“You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. And yet I'm one of the lucky ones. People are suffering.
People are dying. Entire ecosystems are collapsing. We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money and fairy tales of eternal economic growth. How dare you!”.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Gennem sit digt udtrykker han utilfredshed ved, at sidde og lægge armene over kors og ikke gribe ind for at standse alt den forurening der skader klimaet og mennesket.
I digtet bruger han ordet ”os” i sammehæng med at når der skal udføres aktioner sidder vi håbløse, og tager det som det kommer med åbne arme.
I kontrast med ”os” sætter han ”jeg” ind i sit digt. Det give den virkning at når man første gang læser digtet, får man et indtryk af en digter der har noget på hjertet, en digter der har fået nok, en digtere der råber til kamp, til at tage initiativ.
På mange punkter har han ret. Hvorfor gør vi egentligt ikke noget? Er det fordi vi føler, at det ikke vil ændre noget hvis vi, som individ ændre vores forbrug og leve måde? Eller er det måske i virkeligheden fordi vi har en følelse af magtløshed?
Skriv et svar