Indledning
Det er let at argumentere for, at Lars von Triers "De Fem Benspænd" er en utraditionel film.
Som vi senere vil se i denne analyse, arbejder filmen på flere lag af mediering, hvilket gør det sværere at nå frem til en umiddelbar konklusion end under "normale" omstændigheder.
Ikke desto mindre fungerer "De Fem Benspænd" både på et realplan og et metaplan i modsætning til f.eks.
"Dogville". Dette gør det selvfølgelig besværligt at anvende en traditionel analysemetode, og derfor vælger jeg at fokusere på et enkelt element i "De Fem Benspænd" i denne opgave - nemlig de filmiske virkemidler og intentioner.
"De Fem Benspænd" er en blanding af skabelsen af 5 korte film, der alle er genindspilninger af Jørgen Leths film "Det Perfekte Menneske" fra 1977.
Mellem de forskellige kortfilm ser vi, ud over deres umiddelbare reaktion på Jørgen Leths film, også de to instruktørers diskussion om det næste benspænd.
Jørgen Leth, der skaber genindspilningerne baseret på benspændene, protesterer undertiden mod Triers idéer, men deltager ellers ikke i skabelsen af benspændene.
Det er altså Trier, der skaber benspændene som et eksperiment. På en medieteknisk måde fungerer diskussionerne mellem Trier og Leth som realplanet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Trier afviser dette benspænd og giver derfor Leth valget mellem at genindspille benspænd 2 eller have benspænd 3 som et benspænd uden regler.
Leth vælger (måske på grund af etiske overvejelser) at kaste sig ud i at indspille benspænd 3. Ud af alle benspændene klager Leth mest over dette.
I det tredje benspænd beslutter Leth sig for at filme i Bruxelles og bruge såkaldte "split screen" effekter, der skaber en forbløffende tosidet handling.
I store dele af filmen vises simpelthen to billeder side om side, hver med sin egen handling og kameravinkel.
Resultatet er en surrealistisk version af "Det Perfekte Menneske", der på trods af brugen af stop-motion til at mystificere visse begivenheder stort set dækker alle de oprindelige aspekter af "Det Perfekte Menneske".
Som tendensen viser sig, er Trier heller ikke særligt begejstret for slutresultatet af dette benspænd.
Både Trier og Leth var nemlig fra begyndelsen af overbeviste om, at dette benspænd var et lavt slag, da de som professionelle instruktører plejer at fastlægge spillereglerne inden enhver film.
Ved at åbne op for alle muligheder tvinger Trier Leth til at forholde sig til alle idéer, hvilket Leth absolut ikke bryder sig om.
Skriv et svar