Indledning
Journalistik defineres som indsamling, redigering og formidling af en sand/ virkelig historie, normalt et nyhedsbrev, til et massemedie.
Traditionelt har dette medie været aviser, tv eller radio, men afhængigt af den tekniske udvikling har journalistikken ændret sig gennem tiden.
Journalistens hverdag er at sortere begivenheder, nyheder og informationer, der kan interessere og fange modtageren, derfor kommer deres egen personlig og holdninger tydeligt til udtryk.
Journalistens opgave er at gå i dybden med, at forklare, hvad der er sket, hvad fremtiden vil bringe og evt. stille forslag til løsninger på en evt. konflikt, de skal også at forsøge at skabe en sammenhængende forståelse overfor læseren.
Det skrives de i et personligt sprog, med værdiladede som negative, positive ord. Ofte er sproget underholdende som ironi, humor og skæve vinkler.
Nogle gange er journalisten eller fortælleren kritisk i omkring et emne for at, fordyber sig i det og forholder sig kritisk til kritiserer det.
Det betyder at de stiller spørgsmålstegn og researcher på informationer som man typisk vil tage for gode vare.
De stiller mange spørgsmål og er typisk den person normalt, hvad man vil kalde en yderst nærgående journalist. De benytter sig af mange kilder for at få et udbredt perspektiv på emnet og ofre meget tid i emnet.
Indholdsfortegnelse
Delkonklusion
TV-udsendelse med journalisten Anders Agger om en tvangsfjernelse.
Delkonklusion
Sammenligning af de to journalisters rolle
Konklusion
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
”Branden” er fortalt af en jeg-fortæller. Jeg-fortælleren giver teksten et mere subjektivt præg, ved at vi følger både hans tanker, følelser og sanser.
Sanserne er i form af hvad han kan, høre, se og lugte, dette er til at få læseren til at føle at man er til stede, og selv står og ser det ske.
Jeg-fortælleren fortæller i nutid, til at beskrive det der sker lige nu f.eks. ” jeg får fat i nogle hollandske småbilleder, en anden river dem ud af min hånd, og det går videre for at finde andre” (s.1, l.35-36).
Den implicitte fortæller bliver mere levende med nutid, hvor fortælleren er en flue på væggen, som beretter læseren om, hvad der sker.
Artiklen forsøger ikke at overbevise os, at den giver en pragmatisk, objektiv fremstilling af branden, som først og fremmest har til formål at give et overblik over brandens fakta. Vi får ikke kun fakta af vide fra Bang, faktisk bringer Bang os med ind i dramaet.
Et andet genretræk er at Bang gør stort brug af billedsprog / metaforer, gentagelse og sammenlignelser, hvilket gør det meget levende for læseren.
Han beskriver branden meget detaljeret ved at sammenligning branden med to dominerende sprogligt semantiske skema som det naturfænomen fx: ildregn, jordskælv, himlen flammede, lyshavet, purpurstøm, en regn, stormen, udkastedes fra et krater (vulkan), ukontrolleret, røgen, flammeskær, bål, varmere osv.
Med disse naturfænomen ord bliver ilden besjælet på en måde, der fremstiller dem som en magt, der har sin egen vilje.
Den andet er krigsmetaforen f.eks. en Tirailleurild eller geværsalver, bliver branden sammenligning med som jordskælv. Jeg-fortællerens følelser, sindsstemning og sansninger fylder rigtig meget i teksten.
Det der er overordnet dominerende virkemiddel, er besjæling f.eks. skriver han ” ... ild skinnende lys i farven, sejrrig og hoverende” (s.2, l.81) eller ”… gemytlige flammer, som kælede hen over gesimserne” (s.2, l.52) dette beskriver ilden som er en ting, menneskelige egenskaber.
Den er hoverende, hvilket skal forstås, at den er glad over, at den har skadet andre. Herman Bang oplevede dermed branden med det medfulgte kaos, frygt, død, ødelæggelse og forvirring.
Skriv et svar