Indholdsfortegnelse
Grundloven forberedes
Hvilken form for demokrati?
Det demokratiske dilemma – eliten vs. folket
Demokratisk tilbageslag

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Sideløbende med krigshandlingerne måtte den nye nationalliberale regering arbejde på at forberede en ny grundlov.

Den væsentligste opgave var at indfri kravet om befolkningens indflydelse på lovgivningen. Frederik d. 7. erklærede i marts 1848, at han betragtede sig selv som konstitutionel konge uden de gamle enevældige beføjelser. Opgaven bestod derfor i at skabe en forfatning for et såkaldt konstitutionelt monarki.

De to nationalliberale politikere, D. G. Monrad og Orla Lehmann, havde til opgave at formulere et forfatningsudkast, der skulle godkendes af en grundlovgivende forsamling. Det helt afgørende spørgsmål var, hvor stor en del af befolkningen, der skulle have politisk indflydelse.

Her var debatten delt i to hovedsynspunkter. På den ene side stod Bondevennernes Selskab og radikale nationalliberale, der forbandt begrebet demokrati med en bred og almindelig stemmeret for en stor del af befolkningen.

På den anden side stod konservative politikere og højrefløjen blandt de nationalliberale, der var betænkelige ved den udstrakte valgret.

Forfatningen burde ifølge dem indeholde garantier mod pøbelvælde og et uoplyst vælgerkorps. I denne fløj var demokrati ikke et ubetinget plusord.

Den grundlovgivende forsamling blev nedsat i foråret 1848. En fjerdedel af medlemmerne var udpeget af kongen, og de resterende valgt af alle danske mænd over 30 år, der var uberygtede og havde egen husstand.

Både Monrad og Lehmann samt flertallet i den grundlovgivende forsamling var fortaler for den konservative linje, og derfor endte grundloven med at indeholde nogle begrænsninger af demokratiets rækkevidde.

---

Grundloven indførte et to-kammersystem. Til det første, Folketinget, var der almindelig valgret for alle uberygtede mænd over 30 år, der havde egen husstand og desuden ikke havde været underlagt fattigvæsenet.

De syv umyndiggjorte "f'er" havde ikke stemmeret: fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, fremmede og fjolser.

I alt udgjorde vælgerkorpset af mænd i alt ca. 15 % af befolkningen. Enhver uberygtet mand over 25 år var valgbar og kunne dermed opstille til folketingsvalg.

Det andet kammer, Landstinget, var halvt så stort som Folketinget og anderledes opbygget. Vælgerkorpset var det samme, men valgene var indirekte.

Det betød, at der først skulle vælges en forsamling af valgmænd, der efterfølgende skulle vælge medlemmer til Landstinget. For at være valgbar mand skulle man være fyldt 40 år og have en efter datidens forhold ret stor indtægt.

Heri lå en garanti for overklassen mod det demokratiske Folketinget, idet begge kamre med simpelt flertal skulle vedtage alle love.