Indledning
”I barndommens lange og dunkle nat brænder små blinkede lygter, som spor af erindringen efterladt” - Chokerende mange individer vil straks blive ramt af denne indledende sætning og skudt direkte tilbage til en fortid præget af en dårlig opvækst, hvorimod andre vil grine af sådan en patetisk sætning.
Tove Ditlevsens egen barndom var præget af fattigdom samt et kompliceret mor-datterforhold, hvilket er hvad der har ligget til grunde for vinklen i digtet.
Som en der selv har oplevet alle livets omkostninger, har hun ikke været bleg for at bryde tabuet ved en hård opvækst gennem sine mange digte.
Tove Ditlevsen belyser den mørke del af barndommen og tager temaer såsom ensomhed op i ”BLINKENDE LYGTER” fra år 1947.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Personificering gør abstrakte begreber levende ved at give dem menneskelige egenskaber. Det ses op til flere steder i teksten. Et eksempel er i strofe 3 verselinje 4: ”brænder din barnelige lykke”.
Den barnlige lykke er abstrakt og bliver tilført den menneskelig egenskab at brænde. At brænde kan forbindes med det at udrydde noget. Hvis man ser den barnelige lykke som is, så brænder lykken isen væk.
Her menes blot, at den barnelige lykke er væk. Der fremgår også metaforer i digtet, eksempelvis i strofe 6 verselinje 3: ”for dit liv har du lagt under lygtens skær”.
Hele digtet kan tolkes som man nu ser det, men netop dette tekststykke kan tolkes meget forskelligt og har betydning for måden, hvorpå man ser digtet og dens handling.
Det kan enten refereres til fortiden ved at mene, at duet har været en ubetydelig rolle i sig eget liv eller det kan referere til fremtiden på den måde, at nu er livet som det var dengang glemt og vil fremad blot være en lille del af duet som et skær - ikke noget blindende, men stadig tilstede.
Derudover symboliser stjernen, der benævnes i strofe 4 verselinje 1 det brændende symbol på den barnlige lykke. Stjernerne har eksistens langt væk fra jorden og skal symbolisere, hvor lang rejsen til stjernen er. Stjernen skal ses som lykken duet gerne vil hen til, men rejsen dertil er lang.
Overskriften ”BLINKENDE LYGTER” er i sig selv også værd at reflektere over, idet blinkenes symbolisme kan hentyde til, at man ikke fik alt det med, der hører barndommen til. I dette tilfælde kærligheden og omsorgen fra de nærmeste.
Der forekommer også nogle få modsætningsfigurer i digtet, hvilket har den overordnede effekt at skabe modsætninger. Eksempelvis er der en antitese i strofe 5 verselinje 2, hvor der står: ”for det var det første og sidste”. Første og sidste er to tydlige modsætninger, der har til opgave at give modtageren et klart indtryk af at duet havde et håb gennem det hele.
Som læser bliver man taget med på duets rejse fra barndommen til voksenlivet. Digtet er et lyriske digt, men kan på sin vis også argumenteres for at være et episk digt, idet der berettes koncentreret om et handlingsforløb, der strækker sig over en tidsperiode.