Indledning
Der var engang en klog mand der sagde ”venner er den familie du selv vælger”. Dette er i dag et citat du finder på plakater og klistret til over Pinterest.
Spørgsmålet er bare, havde han ret? Familie kan være mange ting. Familie kan være de mennesker der bragte dig til verden og opfostrede dig.
Det kan være de mennesker der gav dig en chance i livet, og ja, det kan være de venner du selv vælger. Familie kan være alt, og familie kan være intet.
Men kan familie også være de venner du ikke selv valgte at få? Kan det være de venner du måske aldrig havde en interesse i at kende
men som alligevel endte som dine brødre og søstre? Som Elbert Hubbart engang sagde, ”en ven er blot en der ved alt om dig, og stadig elsker dig”.
Familie kan være et følsomt emne for nogen, og et kærligt minde for andre. I dokumentaren basejumper møder vi begge.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Mange soldater befinder sig i den situation, at de knytter sig utrolig stærkt til de mænd og kvinder, som de går igennem de værste tidspunkter i deres liv med.
For den gennemsnitlige dansker, er dette ting som dødsfald i familien, ulykker, fyringer og måske endda små ting som ture til tandlægen.
Men ikke for soldaten. For mænd som Dennis kan intet af det ovenstående måle sig med hvad de gennemgik i Afghanistan. At leve et sted, hvor målet var at overleve .
At arbejde et sted, hvor du hver dag sætter livet på spil for at skabe fred, eller redde en af dine egne mænd.
Det kan ikke måle sig med tandlægen, og for Dennis var det ikke hans mor og far, som var der til at holde ham i hånden gennem disse svære tider.
Det var hans kammerater. Den familie som han ikke selv valgte, men som alligevel blev den familie, som i det pågældende tidspunkt betød mest.
Dokumentaren er meget lineært opbygget. Vi følger en ganske kort periode i Dennis liv, som ender med at få en betydning uden lige.
Det er Dennis selv der fortæller historien, som den skrider frem, og det er han selv, som uddyber de følelser, som han oplever undervejs på denne rejse.
Vi tages som seere med som en flue på væggen. Dennis selv taler ikke til os, men fortæller derimod sin historie.
Der tales til kameraet, ved enkelte interviews med venner og familie. Dette fungerer som en sideløbende baggrundsfortælling.
Hele dokumentaren er meget jordnær. Den er på ingen møde pyntet på, og indeholder flere dårlige end gode scener.
Vi skifter en smule mellem det lineære handlingsforløb, og den baggrundshistorie som de medvirkende fortæller løbende.
De små informationer vi får fra krigen, fungerer som flashbacks eller sideløbende fortællinger. Dokumentaren er ikke dramatiseret.
Den giver et meget retvisende og troværdigt billede af den fortælling som vi skal høre. En fortælling som ikke kun er snavset, men også oprigtig.
En fortælling med det formål, at hjælpe os danskere, os civile, med at forstå de konsekvenser krigen har på ikke blot de udsendte, men også de overlevende og deres pårørende.
Hvis jeg skal påpege dokumentarens tema, var nogle af de åbenlyse valg ”tiden efter krigen”, ”kærlighed og accept”, eller måske ”hvad så nu”, men hvis jeg skal være helt ærligt, så vil jeg mene at temaet er PTSD.
Det er vigtigt for Dennis at påpege at han ikke har PTSD, men at det bare er hans families undskyldning for hvorfor han har ændret sig efter krigen.
Her forstår jeg godt, at Dennis ikke mener at det han gennemgår, kvalificerer sig som PTSD, men det er fordi der er et meget snævert blik for hvad PTSD er.
Skriv et svar