Indledning
Solnedgangen er nok noget af det smukkeste på denne jord. Solnedgangen drager en ind i et univers, hvor man nærmest bliver opslugt.
Den skaber et rum hvor alt næsten synes perfekt i de lyserøde og orange nuancer. Samtidig med kan en solnedgang også skabe en form for drømmetilstand som kan sætte gang i en del eksistentielle spørgsmål og tanker.
Når solnedgangen så forsvinder, kan der forme sig et tomrum og mørke. Verden virker måske mere trist end før, og man kan måske frygte hvorvidt der egentlig er en verden eller en krop, at vende tilbage til.
I digtet Arlanda-Kastrup, 1.maj 2011 fra 2016 af Rasmus Nikolajsen og i digtet Solnedgang fra 1863 af Andreas Munch, er netop solnedgangen i fokus.
Solnedgangen igangsætter her nogle tanker omkring livet, og ved de to digte bliver livsynet essentielt for hvordan hvert digt opfattes.
Optimer dit sprog - Klik her og bliv verdensmester i at skrive opgaver
Uddrag
Der fremgår således en regelmæssig rytme i digtet, som skaber et let og harmonisk udtryk.
Udover rytmen har digtet et rimmønster på formen ABAB også kaldet et krydsrim. Både rytmen og rimmønsteret i “Solnedgang” understreger, at det er en harmonisk verden, digtet beskriver.
Rytme og rim viser desuden, at harmonien er gengivet direkte i digtet, og den forener alt dét, digterjeget ser.
Digtets indre opbygning afspejler den ro og harmoni, men også tanken om at alt forenes til ét.
Dette fremgår eksempelvis ved en del besjælinger i digtet, som bidrager til at levendegøre landskabet, så naturen og mennesket hænger sammen i et fælles kredsløb.
Der ses allerede en besjæling af solen i første strofe, hvor solen “sender guldrød aftenfred” (v. 3). solen skaber hermed en stemning, præcis som mennesker kan gøre.
Solen bliver nærmest fremstilles som et af digtets hovedpersoner. Besjælinger giver et indtryk af en levende natur, som jeget selv kan spejle sig i.
Den indre og ydre komposition harmonerer med hinanden, og der er ingen voldsomme brud eller kontraster i digtet. I stedet er det én stor sammenhæng, som solnedgangen gør os opmærksom på.
Digtet Arlanda-Kastrup, 1.maj 2011 er også fyldt med billedsprog. Efter jeget ser solen gå ned, følger en strøm af sammenligninger.
De billeder som sammenligninger er med til at skabe, er lette at forstå, da de hver især har til formål at beskrive solnedgangen. I strofe 2 er der udover sammenligninger også to metaforer.
Solnedgangen både “stikker ild på søerne” (v. 12) og “ridser sig ind i skyerne” (v. 14-15). De to metaforer er også besjælinger, da de giver solnedgangen en form for selvstændighed.
Gennem billedsproget overtager solnedgangen på en måde hovedrollen fra det lyriske jeg. Det er dermed igennem billedsproget, at solnedgangen får en central rolle i digtet.
Til gængæld virker det som om, at de mange sproglige billeder som ses i strofe 1-3, efterlader jeget men en form for tomhed og desperation:
“Måske er det nu verden går i opløsning? Måske er der ikke længere noget land at lande i.” (v.27-30).
Dette kan tolkes som en angst ved udsigten til, at digtet skal til at stoppe, og den drømmeagtige tilstand som han befinder sig i, på flyveren, også vil stoppe.
Skriv et svar