Indholdsfortegnelse
1. Morfemer
2. Ordklasser
3. Substantiver
4. Verber/de fem hovedtider
5. Adjektiver
6. Artikel
7. Adverbier
8. Præpositioner
9. Pronominer
10. Numeralier
11. Interjektioner
12. Konjunktioner
13. Sætningsopbygning
14. Syntaks
15. Billedsprog
16. Fiktion
17. Genrer´
18. Sprogfamilier
19. Køn

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
1. Morfemer
Rodmorfem - er morfem der har en betydning i sig selv og ikke kan skilles ad, det er den mindste del af ordet med kernebetydning

Præfiks - forstavelse som sættes foran en rod for at danne nyt ord/betydning - f.eks. Anti-, over-, u-, for-, op-, for osv. Den tilføjer ekstra betydning

Suffiks - En endelse der kan deles op i bøjningsdele (kan gøre substantivet bestemt)
Afledningsmorfem: er endelser, som typisk laver en ændring i ordklasse ved at sætte den bag ved rodmorfemet fx -Else, -som, -ning osv

Eksempler:
Understregede
Præfikser og suffikser kan eksistere som ord og som bogstaver/ikke-ord, men rodmorfemet er altid et ord.

2. Ordklasser
Sb. – substantiv (navneord) fx: en bog
Sættes en/et foran
Vb. – verbum (udsagnsord) fx: at løbe
Sættes at/jeg foran

Adj. Adjektiv (tillægsord) fx: at være smuk - lægger sig KUN til substantiver
Adv. – adverbium (biord lægger sig til verber fx: bilen kører hurtigt, adjektiver fx:

Hun er meget sød -og andre adverbier fx: Bilen kører meget hurtigt og til hele sætningen fx: hun elsker ham alligevel. Kan også sige noget om tid og sted.

Konj. – konjunktion (bindeord)
De parataktiske (sideordnede) De indleder hovedsætningerne (og, men, eller, for)

De hypotaktiske (underordnede)De kaldes også ledsætningsledere, fordi de forbinder en ledsætning med en hovedsætning (at, fordi, hvis, når, da)

---

4. Verber (udsagnsord)
Verber er ord der udtrykker en handling (løbe), en forandring (vokse) eller en tilstand (sove). Verbet optræder i sætningen oftest som verballed hvilket er sætningens kerne.

• En sætning eksisterer ikke uden et verbum/verballed er til stede
• Verbet er bestemmende for hvor sætningen ser ud, dvs. hvor mange led der skal være repræsenteret.

Verbets former er opbygget af en stamme der findes ved evt. at fjerne -e fra infinitiven / navneformen (løbe, læse).

Der er få undtagelser hvor infinitiven ikke ender på -e, fx at gå. Stammen, også kaldet rodmorfemet, er den del af verbet der angiver handlingen, forandringen, tilstanden.

Præsens og præteritum dannes ved at tilføje en endelse / et fleksiv til stammen. Disse former kaldes finitte former.

Fleksivet angiver hvornår handlingen finder sted, fx betyder -er præsens og -te, -ede, -de præteritum.

På mange sprog, fx tysk, fransk og spansk, men ikke dansk, angiver fleksivet også hvilken person i hvilket tal der udfører handlingen

Hovedverber: er verbets reelle indhold, nemlig handlingen, forandringen og tilstanden. Hjælpeverber: hjælper med at danne sammensatte tider. Hjælpeverberne lyder: At have, at være og at ville.

Modalverber
At burde, at kunne, at måtte, at skulle, at ville.

Udtrykker bestemt måde at forholde sig til indholdet i et andet verbum. Man kan sige, at de hjælper det andet verbum med at tydeliggøre en måde at sige noget på. Når modalverbet forbindes med et hovedverbum skal det altid stå i infinitiv.

Transitive verber = bevægelse - f.eks. "Drengene sætter sig hos dem i solen"
Intransitive verber = stilstand - f.eks. "Peter stod på lur"
Kopulative verber = være, blive, hedde, synes, kaldes, anses for, holdes for, regnes for, døbes.

Efter kopulative verber følges et subjerksprædikat (omsagnsled til grundled) f.eks. ”Det forekommer tåbeligt” eller ”Underviseren hedder Rikke” eller ”1e kaldes yndlingsklassen”

Undtagelser: nogle af de kopulative verber kan også optræde uden subjerksprædikat, f.eks. ”Vi bliver her”