Indledning
Digtet "Triumf at være til" består af to strofer og udtrykker en lidenskabelig og ekstatisk selvberuselse. Titlen gentages i femte vers og understreger sin hyldest til det intense øjeblik.
Med et sprængt, urimet og åbent modernistisk sprog beskriver digtet forfatterens hengivenhed til en selvstændig øjeblikkelig eksistens og profetiske fremtidssyn. Den enorme livsglæde i digtet står i næsten desperat kontrast til frygten for døden og tiden, der hurtigt løber ud.
I "En ode" beskrives livet også, men fra en helt anderledes synsvinkel, med jordnærhed, ligegyldighed og alligevel tilfredshed, der undgår konflikterne i tilværelsen.
Forfatteren skriver en enkel, men betydningsfuld poesi, som vi alle kan relatere til... med et lille strejf af ironi og sarkasme, f.eks. "...en passende dosis smerte" og "Et halvmislykket måltid".
Formen er knækprosa. Hendes portræt af dagens forløb fra morgen til aften virker både mærkeligt skævt og alligevel helt almindeligt. Titlen virker let indadvendt spydig og står i kontrast til selve digtet, da ordet "ode" normalt betyder hyldest eller noget højtideligt, hvilket ikke er til stede i digtets stemning.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I "En ode" ændres tilstanden ikke undervejs, personen bevarer samme tilstand fra start til slut.
"Triumf at være til" giver en forestilling om en oppe og en nede; en todelt verden. De astronomiske elementer, stjernerne og solen, skaber en lys himmelsfære, mens det lille frø, slangen og klippen i havet fastholder et mørkt sted på jorden.
Den himmelske verden ønskes: uendeligheden, kosmos og solen, der skal løfte kroppen. Men den ekstatiske opstigning realiseres kun øjeblikkeligt. Bevægelserne i digtet går fra opstigning til fald, et nyt forsøg på at stige op og til sidst et endeligt fald.
I stærk kontrast til dette synes der ikke at være noget meningsfuldt univers uden for hjemmets fire vægge i "En ode". Her står personen solidt plantet på jorden.
Der er flere elementer i E.S.'s digt, der understøtter jeg'ets evne til at stige op og muligheden for at undslippe kroppens tyngde.
Jeg'et hævder at være en del af uendeligheden og altet. Der er også en identifikation med stjernen, endda en førsteklasses stjerne.
Men allerede i første strofe findes der elementer, der underminerer jeg'ets følelse af almægtighed. Digtet begynder med et retorisk spørgsmål: "Hvad frygter jeg?". Allerede her anes frygten. Hvorfor spørge om frygt, hvis man er hævet højt over den?
Skriv et svar